Kl. 16:05
Kan nu langt om længe ånde lettet op. Har i dag fået betalt min bøde for hvad der ikke længere er “money laundry” men åbenbart er spritituskørsel (på en scooter). Fik først at vide at jeg var blevet taget med en promille på 1,5 (wow, det er ret vildt når man tænker på at jeg intet havde drukket den aften), og senere fik jeg blot at vide at jeg var blevet dømt for spirtuskørsel – er ikke helt sikker på, at jeg kan finde ud af helt præcist, hvad der rent faktisk er foregået, men jeg er umådeligt taknemlig for, at jeg ikke skal tilbringe en måned i fængsel (hvilket var alternativet til at betale bøden) og dét specielt i Thailand… Én nat var nok – jeg kunne have sparet kautionen og nøjedes med at betale 4.000 baht i bøde, men det havde betydet at jeg skulle bruge natten i fængslet, og det havde simpelthen været intet mere end hæsligt.
Men nu er det overstået, og imorgen kl. 10 kan jeg hente min check på 10.000 baht som jeg får tilbage fra de 15.000 baht jeg betalte i kaution (vildt ikke?), og så skulle jeg være helt 100 % clean.
En specielt stor tak skylder jeg Natt, betjenten fra turistpolitiet som har været mig en stor, stor hjælp på et sted, hvor autoriteterne ikke forstår andet end deres modersmål og som har været helt enormt tålmodig, forstående og trukket i de rigtige tråde, for at sikre mig en så hurtig og mild ekspediering gennem systemet som overhovedet muligt. For det kan jeg kun sige, at jeg er evigt taknemmelig.