Vi skriver i dag d. 9. november og jeg har været i Danmark siden d. 3, dvs. godt fem dage og ved alle mine guder, hvor er her koldt! Jeg havde, i Ubon, lykkeligt glemt kvalerne ved det danske efterår, og snart kommende vinter. Jeg havde lykkeligt fortrængt følelsen af kolde tæer og kolde klinker, mørket og skyerne, den årlige, overhængende vinterdepression og de præmaturlige julereklamer og juletræer (som iøvrigt er blevet sat op i gågaden i dag). Et eller andet sted har den slags vel også sin charme, jeg har bare ikke kunnet finde den endnu.

Kl. 13:13

Så blev det tirsdag og det er efterhånden ved at være over 30 timer siden jeg sidst fik mere end en 20-30 minutters sammenhængende søvn. Men jeg sidder nu i toget på vej mod Hjørring. Langt om længe. Normalt plejer det, at være turen ud der er den længste, men det var langt fra tilfældet her. Aldrig i mit liv har 12 timer i et fly, 12 timer i noget som helst for den sags skyld, føltes længere. Flyveturen fra Ubon til Bangkok varede kun en lille times tid, det var ingenting sammenlignet med turen mellem Bangkok og Düsseldorf. Flyet var spækket til randen med folk og selvom jeg havde to sæder for mig selv, var den konstante snakken og råben sæderne imellem høj nok til, at det blev nærmest umuligt at sove sig fra turen. Turbulensen gjorde det heller ikke lettere, end sige mere behageligt. Da jeg i sin tid fløj til Koh Samui i 2005, oplevede vi ret meget turbulens, det grænsede til punktet, hvor man kom til at tænke på om piloten var fuld… Turen til Düsseldorf var værre. Kabinen rystede som en massagestol på steroider, og ikke på den feee måde, så det var en lettelse at sætter fødderne under fast jord ingen i Tyskland, dog med den bivirkning at de næste 12 timer i lufthavnen følte jeg jævnligt at jeg stadig sad i en Boeing 737.

Men set på den lyse side, så ville jeg da kunne sove når jeg kom til Düsseldorf og på den måde komme ind i en fornuftig døgnrytme, nu hvor jeg pludselig var blevet sendt 7 timer tilbage i tiden. Jeg blev klogere… Omkring kl. 22-22:30 lagde jeg mig til, at sove og mit vækkeur var sat til kl. 05:30, så havde jeg masser af tid til at finde min eksakte gate og lette mod København en time senere. Igen blev jeg klogere. Jeg befandt mig i gateområdet og havde lagt mig tilrette på det hårde stengulv, men jeg lå da ned, da to sikkerhedsvagter vækkede mig fra min 20 minutters morfar, og oplyste mig, at det ikke var tilladt at sove i gateområdet. Hvad?? Jeg blev derfor pænt vist ud i lufthavenes forhal, hvor jeg kunne lægge mig til, at sove hvor jeg lystede. Jo tak, tysker-spade, hvor bliver det let at falde i søvn mellem restauranter, turister eller would-be passagerer og butikker. Jeg fandt et relativt roligt sted på øverste etage overfor en Starbucks og jeg er ret sikker på at jeg fandt det punkt i hele lufthavnen der var allerlængst væk fra en forretning/restaurant og alligevel fik jeg ikke sovet en skid, så da jeg kiggede på mit ur og så at den var halv fem, tog jeg mine ting, gik igennem security (igen, igen) og fandt min gate, B55 (som i øvrigt ikke var B9 som jeg havde fået at vide da jeg afleverede mit boarding-pass, der af uforklarlige årsager kun sagde ”gate B”, rimeligt heftigt, når der var gate B1 til og med B80) og så kunne jeg ellers pænt vente de næste to timer på at komme væk fra Düsseldorf International Airport, der i øvrigt er et nederen sted at være (hårh, hårh, har lige købt min første Julebryg… Gooooode sager!), for der er vitterligt ikke noget, at lave, hvilket sikkert er en fællesnævner for samtlige lufthavne jeg nogensinde har spildt min tid i.

Men velankommet til Kastrup lufthavn efter planen kl. 07:55 i morges, og det er noget nærmest poetisk smukt ved, at være tilbage et sted, hvor pigerne taler dansk og alle andre svensk. Hvor er det dejligt at være i Danmark igen (bare roligt, det går over om en uges tid, når jeg har fattet at vejret ikke bliver varmere og dagene ikke bliver længere).

Men jeg kigger tilbage på mit ophold hos Legacy Gym med en god smag i munden. Jeg har været ude og se en lille bid af verden i en måned, men kunne sagtens bruge en måned til. Eller to måneder til for den sags skyld, hvis blot det ikke havde betydet, at der ville begynde at gå alt, alt, alt for meget hverdag i den, at stå op, træne, spise, sove, træne og sove noget mere, og så ellers starte forfra igen, de følgende 5 dage. Men jeg har oplevet og prøvet en masse (hvor mange kan lige sige, at de har siddet i fængsel i Thailand for pengehvidvask??), fået en masse nye indtryk og fortryder ikke et sekund, at jeg tog af sted og kunne sagtens finde på at gøre det igen. Jeg har også fundet ud af, at jeg sikkert aldrig bliver elite-fighter, der er bare for mange kompromiser; hvad man spiser, hvad man drikker, ens træning bliver en hverdagsting, et arbejde i stedet for en interesse, selvfølgelig er det fantastisk, hvis man brænder SÅ meget for sin sport, at man ikke har noget imod at den bliver hverdag, nine to five, men for mig, skal min træning være der, hvor jeg glemmer mit nine to five-job. Det har funket for mig i en måned, men som jeg også har skrevet tidligere så kom det også bag på mig, at jeg ikke ville kunne holde gejsten oppe i to hele måneder. Ikke lige nu i hvert fald. Måske og et år eller to, til den tid har jeg planer om at træne MMA på en fast basis som jeg træner jiujitsu nu, og til den tid har jeg opbygget en bedre viden om systemet og bedre præmisser for, at gentage et træningsophold i fx Thailand over en længere periode end en måned. Jeg må vel bare se tiden an.

Nu ser jeg blot frem til, at komme hjem til Hjørring, få et bad og hilse på min familie og venner igen.

Kl. 17:45

I dag har været ganske behagelig. Var ude at løbe i en halv times tid og sjippede en tyve minutters tid efter morgenmaden, det var vildt rart at sove længe for én gangs skyld. Efter morgenmaden begav jeg mig ind mod byen. Min sportstaske som jeg havde mine ting i på vej herned er ved at have udtjent sin pligt, så derefter købte jeg mig en ordentlig 90 liters rygsæk, til at have alle mine ting i på vejen hjem, og så har jeg brugt uforskammet mange penge på tøj… Fik erhvervet mig en cardigan og 6 eller 7 t-shirts for lidt under 300 kr. Man fatter jo slet ikke at det kan køre rundt.

Fik også langt om længe købt mig et slide til min guitar og et par nye kabler og en capo. Priserne hernede er vanvittige… For lidt over en tyver fik jeg 5 meter kabel og slidet kostede svimlende 30 kr! Efter min tur til byen tog jeg ud til Siam Fish-spa, hvor jeg fik thaimassage tidligere på ugen, for at få gjort noget ved mine fødder. Efter ikke at have brugt strømper i en måned og efter at have gået/løbet en del kilometer om dagen, var det ikke småting hvad der var sket med huden under mine fødder, så jeg fik en gang fisketerapi i 30 minutter. Allerede dér var mine fødder bløde som en babys røv, og derefter 1 times fodmassage… Bemærkede knap nok jorden under mine fødder da jeg svævede resten af vejen hjem til campen. Nu venter aftensmaden og med lidt held et par øl eller fire. Selvom man er på den anden side af kloden skal man jo stadig mærke at det er blevet jul (Glædelig J-dag igår!) og imorgen skal jeg have pakket alle mine ting ned.

Kl. 18:07

Mine øjne er næsten helt i orden igen (åndssvag timing) så jeg trodsede fornuften og hoppede i mine shorts, bandt mine hænder ind og tog handskerne på. Det var vildt lækkert at få løbet og sjippet igen, og følelsen af at tæske løs på en sandsæk i en time til halvanden var befriende. Selv de infernalske armstrækkere var til, at lave med! Jeg har en del jeg skal nå imorgen, men hvis tiden tillader det, så skal jeg selvfølelig også ud og svede imorgen.

Kl. 17:35

Status på mine øjne: mit højre øje er begyndt at se bedre ud end igår og mit venstre er… Ja, stadig meget rødt. Jeg har stadig et svagt lille håb om, at det hele er væk til fredag morgen/eftermiddag, men nu må vi se. Ellers har det været en enormt stillestående dag i dag. Har ligget på værelset for det meste, læst en lille smule og set “300″… Igen. Vejret har været lidt op og ned, så jeg ville ikke gå hele vejen ind til byen (det tager en 45 minutters tid) og så opdage at det pludseligt begynder at stå ned i lårtykke stråler, men hvis vejret tillader det, tager jeg et kig på nationalmuseet imorgen (nationalmuseet er måske så meget sagt, men det kalder de det… Det er vist omhandlende Ubon-regionen) og får min eftermiddag til at gå med det.

Det er dog blevet til en løbetur i eftermiddags, kom op på en 5 kilometer, så jeg er ikke helt faldet af på den. Der er jo ingen grund til at droppe al træningen.

Kl. 22:23

Mit red eye har nu bredt sig til begge øjne og det ser ikke umiddelbart ud til at jeg kan nå at få dem i stand inden weekenden. Jeg gør mit bedste for at få det iorden, men det er begrænset hvad jeg kan gøre ved det, udover at bruge mine øjendråber, så de sidste dage må jeg desværre tage som turist her i Ubon… Problemet er blot at der er forfærdeligt lidt at lave, når man ikke træner – og træning er desværre udelukket. Jeg kan stadig løbe, men det er begrænset, hvor ophisende det bliver i længden når jeg ved, at jeg ikke kommer til at træne bagefter. Det er noget lurt, men som sagt kan jeg ikke gøre så meget ved det, og må istedet forsøge at få det bedste ud af min situation… Også selvom det ser ud til at blive lidt svært.

Kl. 18:41

Som det ser ud nu, er der blevet sat en stopper for min træning resten af ugen – og dermed resten af mit ophold. Intet tyder på, at mit red eye kommer til at gå væk de i hvert fald de første par dage, og hvis alt går ”planlagt” er begge mine øjne ramt, røde og blodskudte om i morgen aften eller onsdag. Helt præcist, hvad der er skyld i irritationen er der tydeligvis ingen der ved, men vi ved med rimelig sikkerhed, at lortet smitter, højest sandsynligt gennem sved. Jeg kan kun håbe på, at jeg er blevet skånet og at det går væk hurtigt, så jeg kan få trænet de sidste dage inden jeg vender næsen mod Danmark igen på mandag. Jeg har været temmelig stillestående i dag, rent fysisk, mest fordi jeg ikke lige har haft mulighed for at tage højde for mit red eye, men begynder at løbe i morgen – det er den eneste træning jeg kan lave, uden at smitte nogen af de andre, og det bliver rart at få kroppen rørt over de sidste par dages ”afslapning”, og med lidt held, er mit øje fikset til torsdag, så jeg kan få trænet der og fredag. Der er godt nok træning lørdag, men har været ved at kigge mine planer igennem, og det ser ud til at jeg får rigtig meget travlt, hvis jeg ikke har lørdag til, at klare de sidste ærinder inden jeg smutter, men bliver der tid til overs lørdag og er mit øje i orden, så skal der helt sikkert bøffes igennem.

Kl. 07:56

Det her er så starten på min sidste uge her i Legacy Gym, og den er allerede startet skidt. Jeg vågende i morges med et højre øje der ikke kunne åbnes pga. slim om som er rødt og gør ondt. Jeg er blot endnu én i rækken hernede der har fået red eye, ved ikke hvad det rigtigt hedder, men det beskriver det ret godt. Red eye er formentlig en slags infektion som desværre er pænt smittefarlig og opstår ret hurtigt. I går aftes registrerede jeg blot at mit øje kløede, det føltes som om jeg havde fået et sandkorn eller noget i den stil i, og i morges var det rødt og klistret. Der kan heldigvis gøres noget ved det, med en gang bredspekret antibiotika som øjendråber. Problemet er blot, at så længe jeg har det, hverken kan eller vil jeg deltage i undervisningen, for det første fordi det tydeligvis smitter helt vildt (jeg tror jeg blev smittet igår da jeg sad ved siden af én der havde det i 2½ time i en bus) og for det andet, fordi jeg går med det ene øje lukket det meste af tiden. Jeg håber blot, at jeg kan få det overstået så hurtigt som muligt, så jeg kan give den gas de sidste 5 dage af træning jeg har tilbage.

Anywas, igår havde vi fri. Det betød at vi (en 10 stykker) tog ud til Ubon Tiger Zoo, en lille zoologisk have, hvor de opdrætter tigere og passer syge dyr, men det best fantastiske var, da vi besøgte Ubon national park, et kæmpe område lige på grænsen mellem Laos og Cambodja. Et sted spækket med vandfald som vi naturligvis kunne bade i, det var sindssygt fedt, at springe 7-8 meter ned fra en klippe og lande i det varme vand, i det her enorme klippeområde.

Nu er det snart et helt år siden jeg sidst blev klippet, november 2008, hvis jeg ikke husker helt galt og nu kan jeg ikke bestemme mig for om jeg skal lade lortet gro eller klippe det af igen. Mit ophold her i Thailand har virkelig vist mig præcist hvor upraktisk det er, at være langhåret så det er blevet til en ganske kraftig overvejelse…

Praktisk vs. rock ‘n roll??

Kl. 13:35

De sidste par dage har været hårde at komme igennem. Min mave har opført sig underligt og jeg har generelt ikke været helt på toppen, følt mig sløj og været svimmel. Jeg tror det skyldes dehydrering. Men på trods af, at jeg drikker store mængder vand i løbet af dagen har mit tis stadig samme farve som en rapsmark på en sommerdag. Derfor har jeg ikke trænet et helt store igår og idag, også for at undgå at sprede sygdom, hvilket er enormt let i de her svedige og i realiteten ret uhygiejniske omgivelser. Vi har allerede haft vores del af forkølelser (tro det eller ej) og min værelseskammerat ligger med en lige nu.

Generelt er der derfor ikke sket specielt meget de sidste to dage, jeg har været rundt i byen. Har fundet et par steder jeg skal hen på lørdag (hvor jeg tager “fri” fra træningen) og søndag, for lige at købe lidt tøj og en ny taske til alle mine ting. Jeg har tilmed fundet ud af, hvordan jeg finder vej til lufthavenen, så jeg ikke står og farer vild næste mandag. Det tager ca. en times tid at gå turen, så jeg skal tidligt op for at nå mit fly der afgår kl. 07:55.

Som sagt tager jeg lørdagen i næste uge fri, for at lade min krop falde til ro inden jeg tager hjem. Det betyder også at jeg kun har 6 træningsdage tilbage her i Ubon. Lørdagen inden jeg tager hjem skal jeg ind og have en to-timers massage, til at løsne mine muskler, så skal jeg som sagt ind til byen og købe et par ting, og søndag skal der pakkes og så skal mine fødder have en omgang hos den lokale fish-spa, dvs. en gang fodmassage og en røvfuld fisk der skal spise noget af alt den døde hud på mine fødder. Namme-nam!