Antichrist

Har netop været inde og se Lars von Triers “Antichrist” for anden gang. Sjovt som nogle film bliver til langt mere rammende, intense oplevelser når man har set den én gang, og ligsom opnået en forståelse for handling og tema, så man istedet kan fokusere på det der er næsten lige så væsentligt: detaljerne, og med detajlerne for øje opnår man blot en endnu dybere forståelse for filmen. Specielt når vi snakker om en film, så spækket med symboler som lige netop “Antichrist”. Det skal netop pointeres, at filmen skal ses for sin symbolik, folk der ser den fordi den skulle være vammel, voldelig og frastødende går ofte fra biografen med en tom, skuffende fornemmelse i maven, det er nemlig ikke volden der bærer filmen, men stemningen og billederne.

Jeg har sjældent siddet i en biograft og fået kuldegysninger ved det blotte syn af et 15 sekunders stillestående klip forvredne trærødder. Noget af det jeg holder aller mest af er netop billederne. Prologen, vist i sort/hvid slow motion til tonerne af Händels “Rinaldo, lascia ch’io pianga”, er nogle af de flotteste billeder jeg har set. Man kunne sætte filmen på pause på alle tidspunkter og tage et smukt, smukt billede direkte ud af prologen og hænge op på sin væg. Men til de, der endnu ikke har set filmen, vil jeg ikke afsløre for meget om filmens handling da jeg syntes, at det er meget op til en selv, hvad man skal finde ud af ved at se denne film. Von Trier har på sin vis skabt en film, hvis morale og tema meget vel er helt igennem indviduel. Jeg så filmen med en god veninde, og hendes udbytte komplet anderledes end mit, og hendes opfattelse og min opfattelse af, hvad filmen handler om var helt anderledes.

Derfor vil jeg gerne opfordre folk til, at forsøge at se bag afklipninger af klitoriser og kvinder der masturberer på det hvide lærred, og istedet forsøge at se filmen for, hvad den i virkeligheden er: en symbolsk skildring af den menneskelige natur på godt og på ondt, istedet for resultatet af en syg mands drømme.

Man kan i dén grad snakke om, at “Antichrist” er blevet dømt på sit omslag, snarre end indholdet.

Ballade på Borgen… Hold nu lige op ikke?

Er det bare mig, eller mangler aviserne noget at skrive om i disse dag? Ja, egentlig er det ret underligt for der er da nok at tage af, ja men kan jo nævne et flystyrt ved Brasilien, Berlusconis seneste stunt med sit “playboy mansion”, skyderier på et holocaust-museum og man kan jo blive ved, men det der pryder aviserne disse dage, er det ret barnlige stunt, øjensynligt begået af DSU’ere i Venstres kopirum. To fotokopierede bryster, én fotokopieret røv med tilhørende behårede testikler samt et fint lille brev der postulerer, at det er et godt sted at have sex.

Man kunne måske forstå interessen, hvis det ikke var fordi, at det er noget der finder sted ved utallige julefrokoster overalt i hele verden. Var sagen enestående, kunne man jo godt se det interessante i fødslen af et helt nyt fænomen, tænk man man kan fotokopiere sin røv, og hænge et andet parti ud. Det er der jo helt sikkert ikke andre fulde teenagere (eller deres forældre) der før har fundet på. Gud fader bevares.

Kom nu ind i kampen ikke? Måske bruge spalteplads på lidt mere betydningsfulde hændelser? Men det er jo også bare et forslag.

Publicering på fyldepennen.dk

Jeg har netop fået uploadet min førsteudgave af Kattene på min forfatterprofil på fyldepennen.dk

Hele novellen kan læses her:
http://www.fyldepennen.dk/tekster/40067

Smagsprøve på “Kattene”

Jeg har valgt at ligge en lille smagsprøve ud på min seneste novelle, som jeg lagde sidste hånd på i morges:

Kattene
******

Prolog

Der var engang en mand. Manden levede en ganske stille tilværelse med sig selv og sine katte. Med alle sine katte delte Manden en ganske stille tilværelse for dem selv i et ganske stille hus i en ganske stille by. Huset havde Mandens fader selv bygget for mange år siden. Det havde været et ganske charmerende lille bosted indtil faderen gik bort hvilket, som tiden går, var en del år siden. Nu boede Manden alene med sine katte og passede sig selv og dem, for Manden betragtede dem som sine kæreste ejendele. Som sine egne børn.

Manden stod op tidligt, hver morgen for at fode kattene. Man måtte jo stå tidligt op når man skulle fodre så mange katte. Han gik ofte forbi byens torv om aftenen for, at aftage resterne af den fisk der ikke blev solgt. Den ville jo alligevel gå til spilde, og så kunne kattene jo lige så godt, nyde et ordentligt måltid. Nu var det imidlertid sådan, at Manden med alle sine katte ikke var specielt vellidt i byen. Han havde tit bemærket folks bebrejdende blikke og hørt folk tale om ham bag sin ryg. Ensom. Eneboer. Særling. Mærkelig. Men Manden tog sig ikke særligt af folks snak. Snak var jo bare snak, og han havde nok i sine elskede katte.

Sådan levede Manden med sine katte. Nu var det imidlertid sådan, at ét efterår, et bemærkelsesværdigt vådt efterår, vågnede Manden til lyden af dråber mod det kolde gulv. Dryp. Dryp. Dryp. Tre slag efterfulgt af en stille pause. Så tre slag til. Pause. Dryp. Dryp. Dryp. Tidens tand var begyndt, at sætte sig i faderens hus. Manden vendte og drejede sig i sengen, men den insisterende dryppede lyd, og dens rytme holdte Manden vågen og kattene vågen. Fra alle kroge og sprækker i huset kunne man høre kattenes jammer. Manden steg ud af sengen og klarede problemet med en spand. Det løste ikke problemet med lyden, men i det mindste var der ikke vand over hele gulvet dagen efter.

Men én ulykke kommer sjældent alene, og specielt ikke i et så gammelt hus. Natten efter kunne man atter høre lyden af katte der jamrede i mørket. To sprækker havde nu vist sig i det gamle loft. Manden ordnede problemet som han havde gjort aftenen før, men den natten efter viste der sig en tredje sprække, og inden længe var manden løbet tør for spande.

******

Hele novellen vil snarest være at finde på www.fyldepennen.dk

Har gjort det!

Jeg har rent faktisk gjort det! Jeg har rent faktisk færdigjort et stykke litteratur som jeg har sat mig for at skrive! Efter flere dages skriveblokring og generelle dårlige vaner med aldrig at færdiggøre noget som helst, sidder jeg med den bedste følelse af velbehag, når jeg kan se tilbage på en novelle som jeg selv har skrevet og som jeg har skrevet færdig. Nu kan jeg gå igang med endnu et projekt, og med mit forrige værk, Kattene i mente kan jeg måske gøre mig håb om at færdiggøre endnu en novelle.

Skriveblokering??

Tilbage i de vandte folder – på godt og ondt. For nogle år siden, det må være en fire eller fem år siden, var jeg eftersigende indehaver af en eller anden form for kreativ begavelse, ihvertfald ifølge min lærerinde i dansk. Jeg havde åbenbart et talent for at skrive og udtrykke mig i ord. “Hvor er det lige blevet af?” tænkte jeg så til mig selv her forleden. Der var engang hvor jeg kunne spinde en fin lille novelle frem ud af ingenting så det kunne jeg sikkert stadig finde ud af.

Jeg satte mig derfor for, at jeg ville begynde at skrive igen, mest af alt fordi jeg mangler en hobby (man har jo så meget tid til overs når man er single) og fordi jeg ville udfordre mig selv lidt hen over ferien. Jeg satte mig ned og begyndte på en historie, noget der lige faldt mig ind. Jeg skrev omkring to sider før jeg ramte væggen. Forfatterens værste mareridt: skriveblokering, et fænomen der har sat en kæp i hjulet på adskillige forfatteres virke, nogle gange i flere år eller helt permanent. Det er to dage siden nu, og jeg er stadig ikke kommet videre.

En af mine gamle dårlige vaner, der går helt tilbage til børnehaveklassen når vi sad og lavede tegneserier og historier va netop at jeg aldrig færdiggjorde noget som helst – adskillige historier og tegneserier er gået i vasken på den konto. Kan det virkelig passe at mit seneste påfund skal ende samme sted som alle de andre? Skraldespanden?

Amerikansk søskendepar ramt af byldepest

Har netop læst en artikel om et søskendepar fra USA der har fået konstateret byldepest (okay drengen døde men det er sagen ikke pointen). Ja, byldepest som i “den sorte død”, som i “den værste pandemi i menneskests histoire” der dræbte hundrede millioner mennesker tilbage i det 14. århundrede. Men som om det ikke er nok, postulerer artiklen at byldepest rammer 10-15 amerikanere hvert år.

Det er i og for sig en behagelig tanke, når man ser i lyset af sygdommens tidligere farlighed, at lægevidenskaben i dag er i stand til ikke blot at hindre endnu en verdensomspændende epidemi eller kurere sygdommen, men ligefrem se på den som bargatel. Det giver mig en herlig fornemmelse i maven, når man tænker på hvordan lægevidenskaben i fremtiden vil se på de sygdomme som plager os, i dag som kræft og HIV/AIDS.

Det er et lys i vinduet for, at lægerne nok skal finde en måde at redde de der skulle være ramt af, en øjensynligt uhelbredelig lidelse.

Engle & Dæmoner

Jeg var tidligere i aftes i biografen for, at se Ron Howards andet forsøg på at filmatisere en Dan Brown-roman. Det var i og for sig et ganske hæderligt forsøg, og var da ikke helt mislykket, specielt ikke hvis man kender bogen. Har man dog læst bogen skal man ikke stile efter hverken et mesterværk eller en fuldendt filmoplevelse.

Lige som filmatiseringen af Da Vinci Mysteriet, var der blevet plads til et alt for liberalt forhold til det oprindelige oplæg, nemlig bogen. Flere, af hvad jeg som læser af bogen syntes, af personerne i bogen er enten helt blevet udeladt eller ændret, nærmest til ukendelighed. Maximillian Kohler, direktøren fra CERN er helt udeladt af historien. Kammerherren, Carlo Ventresca er blevet til Patrick McKenna og Assassinen blev portrætteret som en,  i skikkelse af Nikolaj Lie Kaas, europæisk morder, istedet for en koldblodig mellemøstlig morder med en nærmest sadistisk lyst til kvinder.

Desuden er der flere deltaljer i plottet der er blevet ændret, desværre ikke til det bedre. Janus, Assassinens mester er helt udeladt og alt hvad der foregår på CERN udover mordet på Leonardo Vetra (der er blevet omdøbt i filmen), er blevet udeladt. Men nu skal jeg heller ikke gå i alt for store detaljer med plottet.

Hvad der derimod er mindst lige så interessant, er den danske medvirken, i form af Thure Lindhardt og Nikolaj Lie Kaas som hhv. Chartrand og morderen. Det er vel kun naturligt, at kalde deres medvirken i en så stort opsat film som, Engle & Dæmoner er, for et gennembrud og begge gør de det sådantset udemærket, men skal man stille det op, sort på hvidt, er man ikke et sekund i tvivl om, at Chartrand ihvertfald ikke er italiener. Der er stadig en hel del at arbejde på ifht. accenten der i dén grad skinner igennem hos Lindhardt. Det er heldigvis ikke tilfældt hos Nikolaj Lie Kaas der, i en vis udstrækning, formår at kryde den danske accent med et udenlandsk præg hen mod det mellemøstlige. Begge gør sådantset deres arbejde godt nok, men det er langt fra det bedste de har præsteret. Det samme gælder for resten af crewet, alt virker meget overfladisk og fladt, lidt på samme måde som man aldrig rigtig føler med Steven Seagal eller Van Damme, når de får en flaske i hovedet.

Men kan man se bort fra de skavanker, så er der stadigvæk 2½ times velskænket underholdning lige dér. Nok er filmen lang, men jeg følte ikke på noget tidspunkt, at jeg sad og kedede mig. Selvfølgelig er der dele af filmen der forløber langsommere end andre, men ikke til et punkt hvor man bare ønsker at filmen snart var slut. Der er fart over feltet fra start til slut, og jeg syntes at det er værd at tage i betragtning, at det Robert Langdon når på 5 timer bruger Jack Bauer en hel dag på.

Leavin’

Leavin’
Music & lyrics: Jonas H. Jæger
2009

Akkorder:
D A Bm G

[intro]

[Verse 1]

Baby… Now that you’re leavin’

You left me cryin’

Cryin’ alone

[Verse 2]
You told me… That our love had faded

That we should be walkin’

Our seperate paths

[Verse 3]
Baby… I’m feelin’ blue

You left me standin’

Alone in the cold

[SOLO]

[VERSE 1]

[OUTRO]

Første udkast til hvad der nok bliver til en sang om ikke så længe.

Almen studieforberedelse

Så oprandt dagen jo, hvor jeg skulle til eksamen i almen studieforberedelse eller AT. Jeg mødte ret selvsikker op omkring en halv time inden selve eksaminen og havde nok tid til lige at kunne få en kop kaffe og en neste vitao (mums), men selvsikkerheden og selvtilliden blev pillet fra hinanden i det øjeblik en kammerat kom gående ud fra sin eksamen, og sagde at det var gået ad helvede til.

Jeg trådte ind i eksaminationslokalet, gav censor hånden og gik igang. Jeg lagde ud med at mumle et eller andet og gennemgik derpå min problemformulering i en blanding af mumlen og generelt snublen i ord – alt i alt tegnede det ikke særligt godt. Jeg fornemmede, at tiden var ved at løbe ud allerede da jeg var halvvejs gennem min fremlæggelse. Jeg kiggede på mit ur, og kunne mærke sveden løbe ned ad min pande. Sandt nok: jeg havde under et kvarter tilbage. Men der blev lagt låg på diskussionen og min eksamen og jeg fik lov, at gå uden for døren mens censor og min lærer tog den sidste diskussion: hvilken karakter skulle han have?

Alle der har prøvet at forlade en eksamen der tydeligvis ikke er gået særligt godt, kender den ubehavelige fornemmele og oplevelse det er, at vente på at få sin karakter, sin endelige dom. En tofoldig dom, for faktum er, at karakteren i AT tæller dobbelt, i og med at faget består af to fag, i mit tilfæde oldtidskundskab og fysik. Men et par svedeture og et par banken hovedet mod væggen senere blev jeg budt ind. Budt ind til en lidt mat stemning?

“Bla, bla, bla, bla, bla, du skulle sådan og sådan, bla, bla, bla,du får jo så 10, bla, bla,” og så gik det altsammen alligevel! Jeg kunne forlade min eksamen med den bedst tænkelige samvittighed nogensinde (og 44 kr rigere).