Jeg er blevet vikar på en lokal folkeskole og forleden underviste jeg 8. c i fysik/kemi. Emnet faldt på anvendt fysik, mere specifikt analyse af blodpletter. Her er oplægget til timen:

Lidt om blod:
Blod udgør gennemsnitligt omkring 8 % af en persons kropsvægt.
En mand indeholder omkring 5-6 liter blod mens kvinder gennemsnitligt indeholder 4-5 liter.
Et blodtab på 40 % udløser ireversibelt chok, også kaldet død mens et tab på omkring 1,5 liter medfører bevidstløshed.   

Blodpletter:
Der skelnes mellem tre typer blodpletter.  

Passiv

Passive blodpletter opstår når personen eller objektet, hvorfra blodet er dryppet har opholdt sig stillestående og det udelukkende er tyngdekraften der virker på blodet.  

Overført eller transfer

Overførte blodpletter  opstår når noget, fx en hånd eller sko, har været i kontakt med fx en blodplet og overført pletten til en ny overflade eller et nyt område.

 

Projiceret

Projicerede blodpletter omstår når et objekt, hvad enten det er en legemsdel eller et objekt afkaster blod, fx et et ansigt der rammes af en kølle, eller en kniv der afkaster blod fra bladet. Projicerede blodpletter kan også skyldes en arterieblødning, der efterlader et karakteristisk sprøjt:

Arterieblødning, hvor personen har bevæget sig fra ventre mod højre

Bevægelse:
Ud fra dråbernes form kan vi med lethed bedstemme i hvilken retning blodet har bevæget sig gennem rummet/luften samt med hviken kraft offeret er blevet ramt. Her skelner vi mellem tre hastigheder: Lav, medium og høj hastighed. 

Lav hastighed: ved lav hastihed, når objekter rammer en kilde til blod med en hastighed på 1,5 m/s eller lavere. Dette kan vi se, da blodpletterne generelt har en diameter på 3 mm eller mere.  

Medium hastighed: ved medium hastihed rammer objektet kilden til blod med en hastighed på mellem 1,5 m/s og 7,5 m/s. Her efterlades blodpletter med en diameter mellem 1 og 3 mm. Årsager til denne størrelse af blodpletter er fx slag med stumpe våben som bat eller køller samt knivstik.  

Høj hastighed: ved høje hastigheder beskæftiger vi os med objekter der bevæger sig med 30 m/s eller mere. Her ser vi blodpletter der generelt er mindre end 1 mm og i visse tilfælde bliver blodet afkastet som en rød tåge. Disse pletter skyldes gerne skud eller eksplosioner, men også maskiner som fx motorsave kan lave denne slags pletter.  

Udover, at bestemme den omtrente hastighed på objektet der har været årsag til blodpletterne kan vi ligeledes bestemme fra, hvilken retning blodet er kommet. Dette gøres ved at betragte dråbens “hale” samt de skundære pletter der efterlades af dråben som den rammer en overflade:  

  

Her er offeret blevet angrebet fx stukket mere end én gang. Vi kan se dette fordi vi ser 4 mere eller mindre sepererede, lige linjer bevæge sig mod højre

Blodplettens hale vil altid pege i den retning blodet har bevæget sig da det ramte overfladen. Ud fra oplysningerne på dette billede kan vi ydermere bestemme i hvilken vinkel blodet er blevet kastet og til sidst bestemme, hvor offeret har befundet sig under tilskadekommelsen. 

Vha. simpel matematik vil vi bestemme blodets indfaldsvinkel: 

Her ser vi et tværsnit af en dråbes bevægelse mod en overflade og vi vil beregne vinklen med, hvilken dråben rammer overfladen bc. Lad os for lethedens skyld kalde denne vinkel a. Ydermere arbejder vi med tallene w og l, hvor:  

α = dråbens indgangsvinkel (alpha)
w = dråbens bredde, måles i mm (width)
l = dråbens længde, måles i mm (length)  

Vi bestemmer nu α ud fra ligningen:  

sin α = (w/l)
α = sin^-1 (w/l)  

Vi vil beregne et eksempel:  

En bloddråbe måler har en bredde på 1,5 mm og en længde på 3,0 mm. Vi vil nu bestemme med hvilken vinkel dråben har ramt væggen:  

α = sin^-1 (1,5 mm/3,0 mm)

= 30 

Altså har dråben ramt væggen i en vinkel på 30° på den retning halen peger.  

Hvis vi foretager disse udregninger for flere af dråberne kan vi meget præcist bestemme hvor offeret befandt sig da vedkomne kom til skade, ved at trække tråde fra blodpletten i den vinkel blodet er blevet afkastet:  

 

Wooooo! Ikke alene endte onsdag d. 2. december med at blive den dag, hvor jeg officielt kom i julehumør – julemusik, klejne og honninghjerter, men, men, men… Min blog har sat ny rekord for flest besøg på én dag! So far 66 besøg i dag, mod tidligere 48 tilbage fra august 2008!

Det betyder jo, at der rent faktisk er folk der kigger forbi, og til dem: tak skal i have!

Og jeg er allerede begyndt at glæde mig som et lille barn til d. 24. og når jeg går i seng i aften kan jeg glæde mig over at der kun er 22 dage tilbage!

Status er som følger: vi skriver i dag d. 2. december, der er som sagt kun 3 uger tilbage til juleaften og jeg har ikke købt én eneste julegave og agter heller ikke at gøre det før tidligst 4. søndag i advent (fordi der kan jeg komme gratis til Aalborg) eller d. 23. For hvem pokker køber gaver inden d. 23?? Julestress er god stress!

Desuden har jeg også indset at der er flere ting jeg bør tilføje til min ønskeseddel:

1) penge – ved godt det lyder lidt…… Men kunne virkelig godt bruge til økonomisk nødhjælp til min næste tatovering og så har jeg efterhånden brug for en ny computer. Den bærbare trænger til en gevaldig upgrade eller formatering, men mest af alt (som den drengerøv jeg er) har jeg en ustyrlig lyst til at skyde zombier i stumper og stykker, som i gamle dage.

2) Klatresko – i str. 43, tror jeg. Begyndte at klatre i søndags, og kondisko er bare IKKE designet til at kunne klatre på en klatrevæg med!

3) Sele – fordi det vil være selvmord at klatre uden en sele! Så en siddesele til mig – også fordi dem de har i klubben ikke er polstret….. Hvilket gør ondt på mine gonader og det gnaver i kuglerne… Ja, så er det jo sagt!

4) Sportstaske - det nytter sgu ikke noget at den eneste taske jeg har er en 180 liters vandre-taske jeg brugte til at hive alt mit bagage med hjem fra Thailand i….

God jul allesammen!

Takket være en vis person, har jeg opbygget en sund afhængighed af  “How I met your mother” og takket være en tilfældig afspilning i radioen i går aftes faldt jeg atter over skotske The Proclaimers’, (I’m gonna be) 500 miles…… Kan man andet end eeeeelske den?!

Der er bare så mange ting man lige pludselig bare har brug for! Det er ikke sikkert man lige har råd – faktisk er det ret sikkert at man ikke har råd, men derfor er det vel ikke forkert at drømme, vel? Bare en lille smule?

1) Den dér Gibson ES-335 jeg har kigget på, på nettet det sidste halve år, som jeg selvfølgelig ikke får råd til i dette liv…

2) En ny computer. En ny stationær computer. Alt for længe er jeg gået glip af nogle alt, alt for fede spiltitler, alt for længe har jeg måttet kigge på folk der skyder zombier og talebanere i stumper og stykker – og så er der jo heller ikke så lang tid til at Diablo III udkommer (vel, Blizzard???)

3) En fræk lille sag af en Line 6 Pocket POD amp modeler, så jeg ikke behøver at bruge alt for mange penge på ny forstærker (har helt sikkert brug for en rørforstærker, man bliver vel lidt kræsen med tiden?) og en masse effekter – det må vel være OK at tage den skrabede udgave til at begynde med, ikke?

4) Enhver mand med respekt for sig selv ejer et fadølsanlæg - og jeg har (tro det eller ej) en lille smule selvrespekt tilbage som jeg ikke har fået brugt endnu.

5) Den antikke bogreol der skal fyldes til renden med litteratur (som jeg aldrig får læst).

6) Platons samlede værker som de udkommer fra Gyldendal hvert år frem til 2014.

7) Udover et fadølsanlæg, bør enhver mand eje et skræddersyet jakkesæt fra Gioorgio Armani – gerne et stilet sort/grå m. pinstripe men også ét i rød og ét i hvid.

Nu har man så småt kunnet mærke krisen kradse en lille smule i lommeuldet det sidste stykke tid (måske fordi jeg bevidst ikke har gjort nogen aktiv indsats for, at forhindre det) men nu har en anden krise sat en mindre stopper for den finansielle: svineinfluenzaen! Den frygtede influenza har nemlig sat en effektiv stopper for adskillige undervisere og medarbejdere i de danske folkeskoler, og den slags må man jo forsøge at udnytte efter bedste evne, derfor har jeg ansøgt om et vikariat ved (bl.a.) Højene skole og gæt engang, hvem der skal være vikar?

Yay! Nu er det så blevet muligt at geotagge sine indlæg så alle kan se hvor jeg har siddet når jeg har skrevet noget. Perfekt for en eksponeringshungrende ekshibitionist som mig…

Det kan man jo ikke benægte. Sidder og hører lidt jazz (igen) og overvejer hvad jeg skal bruge resten af min aften på… Okay, det er her nok sådan cirka det mest ubruglige indlæg jeg nogensinde har skrevet herinde… Ukrudt?

… Hvor er stilleben dog den mest røv syge kunstform der findes!

Nææh, æbler!

Nøj, en flaske vin og en buket tulipaner… Hey, Den Store Bog om Dinosaurer, den har jeg!

The Commodores: Slippery when wet

Pd = Regional befolkningstæthed (fx. 178/km²)
Xf = Gennemsnitlig antal samlejer pr. person pr. år (fx. 80/år)
Xd = Gennemsnitlig varighed af samleje (fx. 20 min.)

r = √(2/π(Pd×Xf×Xd)

Gennemsnitligt vil nogen dyrke sex inden for en længde af r fra dig. Tænk over det.

Aaaah, har opdaget at min liste over ting der irriterer mig/jeg hader har været ugens ubestridte bedste idé. På en eller anden måde er det en skide effektiv måde at få lukket noget damp ud! Og nu er der sikkert nogen derude der tænker det er da vildt pessimistisk og negativt! Ja, men så er det bare skide heldigt, at der ikke er nogen der læser min blog! Det gør i øvrigt ikke noget, at lukke dampen ud fra tid til anden… Hellere dét end at lade det gære og så ligepludselig lukke det hele ud over den første og nærmeste stakkel! Det er jo også en effektiv måde, at sætte ord på hvad der generer mig i min hverdag! Hey, det er jo hele to plusser! Det er raserianfaldsforebyggende og terapeutisk… Win-win, lige der bishes!

Nu mangler jeg bare en lidt større læseskare så det ikke bare svarer til at skrive det hele ned i sin dagbog der, af erfaring ikke har den ringeste effekt. Hmm…

Hayseed dixie: Ace of Spades (Motörhead)

Sidder og leger med tanken om endnu en tatovering – eller det vil faktisk sige, at jeg blot mangler et færdigt design og penge til at betale for maleren. Jeg er ude i noget japansk koi, en karpe der traditionelt set symboliserer styrke og styrke i modgang.

Et motiv vil nok komme til at minde om en blanding af de her billeder, en koi i orange/rød (så den kommer til at matche min bushido på håndleddet) med vand og tåge. Farvemæssigt kommer den nok til at minde mest om billede nr. 2. Den kommer til at sidde på forsiden af højre skulder og brede sig bagover til skulderbladet og måske lidt over højre overarm.

Vi skriver i dag d. 9. november og jeg har været i Danmark siden d. 3, dvs. godt fem dage og ved alle mine guder, hvor er her koldt! Jeg havde, i Ubon, lykkeligt glemt kvalerne ved det danske efterår, og snart kommende vinter. Jeg havde lykkeligt fortrængt følelsen af kolde tæer og kolde klinker, mørket og skyerne, den årlige, overhængende vinterdepression og de præmaturlige julereklamer og juletræer (som iøvrigt er blevet sat op i gågaden i dag). Et eller andet sted har den slags vel også sin charme, jeg har bare ikke kunnet finde den endnu.

Kl. 13:13

Så blev det tirsdag og det er efterhånden ved at være over 30 timer siden jeg sidst fik mere end en 20-30 minutters sammenhængende søvn. Men jeg sidder nu i toget på vej mod Hjørring. Langt om længe. Normalt plejer det, at være turen ud der er den længste, men det var langt fra tilfældet her. Aldrig i mit liv har 12 timer i et fly, 12 timer i noget som helst for den sags skyld, føltes længere. Flyveturen fra Ubon til Bangkok varede kun en lille times tid, det var ingenting sammenlignet med turen mellem Bangkok og Düsseldorf. Flyet var spækket til randen med folk og selvom jeg havde to sæder for mig selv, var den konstante snakken og råben sæderne imellem høj nok til, at det blev nærmest umuligt at sove sig fra turen. Turbulensen gjorde det heller ikke lettere, end sige mere behageligt. Da jeg i sin tid fløj til Koh Samui i 2005, oplevede vi ret meget turbulens, det grænsede til punktet, hvor man kom til at tænke på om piloten var fuld… Turen til Düsseldorf var værre. Kabinen rystede som en massagestol på steroider, og ikke på den feee måde, så det var en lettelse at sætter fødderne under fast jord ingen i Tyskland, dog med den bivirkning at de næste 12 timer i lufthavnen følte jeg jævnligt at jeg stadig sad i en Boeing 737.

Men set på den lyse side, så ville jeg da kunne sove når jeg kom til Düsseldorf og på den måde komme ind i en fornuftig døgnrytme, nu hvor jeg pludselig var blevet sendt 7 timer tilbage i tiden. Jeg blev klogere… Omkring kl. 22-22:30 lagde jeg mig til, at sove og mit vækkeur var sat til kl. 05:30, så havde jeg masser af tid til at finde min eksakte gate og lette mod København en time senere. Igen blev jeg klogere. Jeg befandt mig i gateområdet og havde lagt mig tilrette på det hårde stengulv, men jeg lå da ned, da to sikkerhedsvagter vækkede mig fra min 20 minutters morfar, og oplyste mig, at det ikke var tilladt at sove i gateområdet. Hvad?? Jeg blev derfor pænt vist ud i lufthavenes forhal, hvor jeg kunne lægge mig til, at sove hvor jeg lystede. Jo tak, tysker-spade, hvor bliver det let at falde i søvn mellem restauranter, turister eller would-be passagerer og butikker. Jeg fandt et relativt roligt sted på øverste etage overfor en Starbucks og jeg er ret sikker på at jeg fandt det punkt i hele lufthavnen der var allerlængst væk fra en forretning/restaurant og alligevel fik jeg ikke sovet en skid, så da jeg kiggede på mit ur og så at den var halv fem, tog jeg mine ting, gik igennem security (igen, igen) og fandt min gate, B55 (som i øvrigt ikke var B9 som jeg havde fået at vide da jeg afleverede mit boarding-pass, der af uforklarlige årsager kun sagde ”gate B”, rimeligt heftigt, når der var gate B1 til og med B80) og så kunne jeg ellers pænt vente de næste to timer på at komme væk fra Düsseldorf International Airport, der i øvrigt er et nederen sted at være (hårh, hårh, har lige købt min første Julebryg… Gooooode sager!), for der er vitterligt ikke noget, at lave, hvilket sikkert er en fællesnævner for samtlige lufthavne jeg nogensinde har spildt min tid i.

Men velankommet til Kastrup lufthavn efter planen kl. 07:55 i morges, og det er noget nærmest poetisk smukt ved, at være tilbage et sted, hvor pigerne taler dansk og alle andre svensk. Hvor er det dejligt at være i Danmark igen (bare roligt, det går over om en uges tid, når jeg har fattet at vejret ikke bliver varmere og dagene ikke bliver længere).

Men jeg kigger tilbage på mit ophold hos Legacy Gym med en god smag i munden. Jeg har været ude og se en lille bid af verden i en måned, men kunne sagtens bruge en måned til. Eller to måneder til for den sags skyld, hvis blot det ikke havde betydet, at der ville begynde at gå alt, alt, alt for meget hverdag i den, at stå op, træne, spise, sove, træne og sove noget mere, og så ellers starte forfra igen, de følgende 5 dage. Men jeg har oplevet og prøvet en masse (hvor mange kan lige sige, at de har siddet i fængsel i Thailand for pengehvidvask??), fået en masse nye indtryk og fortryder ikke et sekund, at jeg tog af sted og kunne sagtens finde på at gøre det igen. Jeg har også fundet ud af, at jeg sikkert aldrig bliver elite-fighter, der er bare for mange kompromiser; hvad man spiser, hvad man drikker, ens træning bliver en hverdagsting, et arbejde i stedet for en interesse, selvfølgelig er det fantastisk, hvis man brænder SÅ meget for sin sport, at man ikke har noget imod at den bliver hverdag, nine to five, men for mig, skal min træning være der, hvor jeg glemmer mit nine to five-job. Det har funket for mig i en måned, men som jeg også har skrevet tidligere så kom det også bag på mig, at jeg ikke ville kunne holde gejsten oppe i to hele måneder. Ikke lige nu i hvert fald. Måske og et år eller to, til den tid har jeg planer om at træne MMA på en fast basis som jeg træner jiujitsu nu, og til den tid har jeg opbygget en bedre viden om systemet og bedre præmisser for, at gentage et træningsophold i fx Thailand over en længere periode end en måned. Jeg må vel bare se tiden an.

Nu ser jeg blot frem til, at komme hjem til Hjørring, få et bad og hilse på min familie og venner igen.

Kl. 17:45

I dag har været ganske behagelig. Var ude at løbe i en halv times tid og sjippede en tyve minutters tid efter morgenmaden, det var vildt rart at sove længe for én gangs skyld. Efter morgenmaden begav jeg mig ind mod byen. Min sportstaske som jeg havde mine ting i på vej herned er ved at have udtjent sin pligt, så derefter købte jeg mig en ordentlig 90 liters rygsæk, til at have alle mine ting i på vejen hjem, og så har jeg brugt uforskammet mange penge på tøj… Fik erhvervet mig en cardigan og 6 eller 7 t-shirts for lidt under 300 kr. Man fatter jo slet ikke at det kan køre rundt.

Fik også langt om længe købt mig et slide til min guitar og et par nye kabler og en capo. Priserne hernede er vanvittige… For lidt over en tyver fik jeg 5 meter kabel og slidet kostede svimlende 30 kr! Efter min tur til byen tog jeg ud til Siam Fish-spa, hvor jeg fik thaimassage tidligere på ugen, for at få gjort noget ved mine fødder. Efter ikke at have brugt strømper i en måned og efter at have gået/løbet en del kilometer om dagen, var det ikke småting hvad der var sket med huden under mine fødder, så jeg fik en gang fisketerapi i 30 minutter. Allerede dér var mine fødder bløde som en babys røv, og derefter 1 times fodmassage… Bemærkede knap nok jorden under mine fødder da jeg svævede resten af vejen hjem til campen. Nu venter aftensmaden og med lidt held et par øl eller fire. Selvom man er på den anden side af kloden skal man jo stadig mærke at det er blevet jul (Glædelig J-dag igår!) og imorgen skal jeg have pakket alle mine ting ned.

Kl. 18:07

Mine øjne er næsten helt i orden igen (åndssvag timing) så jeg trodsede fornuften og hoppede i mine shorts, bandt mine hænder ind og tog handskerne på. Det var vildt lækkert at få løbet og sjippet igen, og følelsen af at tæske løs på en sandsæk i en time til halvanden var befriende. Selv de infernalske armstrækkere var til, at lave med! Jeg har en del jeg skal nå imorgen, men hvis tiden tillader det, så skal jeg selvfølelig også ud og svede imorgen.

Kl. 17:35

Status på mine øjne: mit højre øje er begyndt at se bedre ud end igår og mit venstre er… Ja, stadig meget rødt. Jeg har stadig et svagt lille håb om, at det hele er væk til fredag morgen/eftermiddag, men nu må vi se. Ellers har det været en enormt stillestående dag i dag. Har ligget på værelset for det meste, læst en lille smule og set “300″… Igen. Vejret har været lidt op og ned, så jeg ville ikke gå hele vejen ind til byen (det tager en 45 minutters tid) og så opdage at det pludseligt begynder at stå ned i lårtykke stråler, men hvis vejret tillader det, tager jeg et kig på nationalmuseet imorgen (nationalmuseet er måske så meget sagt, men det kalder de det… Det er vist omhandlende Ubon-regionen) og får min eftermiddag til at gå med det.

Det er dog blevet til en løbetur i eftermiddags, kom op på en 5 kilometer, så jeg er ikke helt faldet af på den. Der er jo ingen grund til at droppe al træningen.

Kl. 22:23

Mit red eye har nu bredt sig til begge øjne og det ser ikke umiddelbart ud til at jeg kan nå at få dem i stand inden weekenden. Jeg gør mit bedste for at få det iorden, men det er begrænset hvad jeg kan gøre ved det, udover at bruge mine øjendråber, så de sidste dage må jeg desværre tage som turist her i Ubon… Problemet er blot at der er forfærdeligt lidt at lave, når man ikke træner – og træning er desværre udelukket. Jeg kan stadig løbe, men det er begrænset, hvor ophisende det bliver i længden når jeg ved, at jeg ikke kommer til at træne bagefter. Det er noget lurt, men som sagt kan jeg ikke gøre så meget ved det, og må istedet forsøge at få det bedste ud af min situation… Også selvom det ser ud til at blive lidt svært.

Kl. 18:41

Som det ser ud nu, er der blevet sat en stopper for min træning resten af ugen – og dermed resten af mit ophold. Intet tyder på, at mit red eye kommer til at gå væk de i hvert fald de første par dage, og hvis alt går ”planlagt” er begge mine øjne ramt, røde og blodskudte om i morgen aften eller onsdag. Helt præcist, hvad der er skyld i irritationen er der tydeligvis ingen der ved, men vi ved med rimelig sikkerhed, at lortet smitter, højest sandsynligt gennem sved. Jeg kan kun håbe på, at jeg er blevet skånet og at det går væk hurtigt, så jeg kan få trænet de sidste dage inden jeg vender næsen mod Danmark igen på mandag. Jeg har været temmelig stillestående i dag, rent fysisk, mest fordi jeg ikke lige har haft mulighed for at tage højde for mit red eye, men begynder at løbe i morgen – det er den eneste træning jeg kan lave, uden at smitte nogen af de andre, og det bliver rart at få kroppen rørt over de sidste par dages ”afslapning”, og med lidt held, er mit øje fikset til torsdag, så jeg kan få trænet der og fredag. Der er godt nok træning lørdag, men har været ved at kigge mine planer igennem, og det ser ud til at jeg får rigtig meget travlt, hvis jeg ikke har lørdag til, at klare de sidste ærinder inden jeg smutter, men bliver der tid til overs lørdag og er mit øje i orden, så skal der helt sikkert bøffes igennem.

Kl. 07:56

Det her er så starten på min sidste uge her i Legacy Gym, og den er allerede startet skidt. Jeg vågende i morges med et højre øje der ikke kunne åbnes pga. slim om som er rødt og gør ondt. Jeg er blot endnu én i rækken hernede der har fået red eye, ved ikke hvad det rigtigt hedder, men det beskriver det ret godt. Red eye er formentlig en slags infektion som desværre er pænt smittefarlig og opstår ret hurtigt. I går aftes registrerede jeg blot at mit øje kløede, det føltes som om jeg havde fået et sandkorn eller noget i den stil i, og i morges var det rødt og klistret. Der kan heldigvis gøres noget ved det, med en gang bredspekret antibiotika som øjendråber. Problemet er blot, at så længe jeg har det, hverken kan eller vil jeg deltage i undervisningen, for det første fordi det tydeligvis smitter helt vildt (jeg tror jeg blev smittet igår da jeg sad ved siden af én der havde det i 2½ time i en bus) og for det andet, fordi jeg går med det ene øje lukket det meste af tiden. Jeg håber blot, at jeg kan få det overstået så hurtigt som muligt, så jeg kan give den gas de sidste 5 dage af træning jeg har tilbage.

Anywas, igår havde vi fri. Det betød at vi (en 10 stykker) tog ud til Ubon Tiger Zoo, en lille zoologisk have, hvor de opdrætter tigere og passer syge dyr, men det best fantastiske var, da vi besøgte Ubon national park, et kæmpe område lige på grænsen mellem Laos og Cambodja. Et sted spækket med vandfald som vi naturligvis kunne bade i, det var sindssygt fedt, at springe 7-8 meter ned fra en klippe og lande i det varme vand, i det her enorme klippeområde.

Nu er det snart et helt år siden jeg sidst blev klippet, november 2008, hvis jeg ikke husker helt galt og nu kan jeg ikke bestemme mig for om jeg skal lade lortet gro eller klippe det af igen. Mit ophold her i Thailand har virkelig vist mig præcist hvor upraktisk det er, at være langhåret så det er blevet til en ganske kraftig overvejelse…

Praktisk vs. rock ‘n roll??

Kl. 13:35

De sidste par dage har været hårde at komme igennem. Min mave har opført sig underligt og jeg har generelt ikke været helt på toppen, følt mig sløj og været svimmel. Jeg tror det skyldes dehydrering. Men på trods af, at jeg drikker store mængder vand i løbet af dagen har mit tis stadig samme farve som en rapsmark på en sommerdag. Derfor har jeg ikke trænet et helt store igår og idag, også for at undgå at sprede sygdom, hvilket er enormt let i de her svedige og i realiteten ret uhygiejniske omgivelser. Vi har allerede haft vores del af forkølelser (tro det eller ej) og min værelseskammerat ligger med en lige nu.

Generelt er der derfor ikke sket specielt meget de sidste to dage, jeg har været rundt i byen. Har fundet et par steder jeg skal hen på lørdag (hvor jeg tager “fri” fra træningen) og søndag, for lige at købe lidt tøj og en ny taske til alle mine ting. Jeg har tilmed fundet ud af, hvordan jeg finder vej til lufthavenen, så jeg ikke står og farer vild næste mandag. Det tager ca. en times tid at gå turen, så jeg skal tidligt op for at nå mit fly der afgår kl. 07:55.

Som sagt tager jeg lørdagen i næste uge fri, for at lade min krop falde til ro inden jeg tager hjem. Det betyder også at jeg kun har 6 træningsdage tilbage her i Ubon. Lørdagen inden jeg tager hjem skal jeg ind og have en to-timers massage, til at løsne mine muskler, så skal jeg som sagt ind til byen og købe et par ting, og søndag skal der pakkes og så skal mine fødder have en omgang hos den lokale fish-spa, dvs. en gang fodmassage og en røvfuld fisk der skal spise noget af alt den døde hud på mine fødder. Namme-nam!

Kl. 20:32

I dag endte så officielt mit… Juridiske mareridt. Kunne ånde lettet op i formiddags da jeg hentede de 10.000 baht af min 15.000 bahts kaution (underligt system, men sådan er det), at jeg så skulle betale 1.000 baht af de 10 til en eller anden ”government fee” er så hvad det er, det er jeg i princippet fuldstændig ligeglad med, bare at jeg endelig er ude af det her, definitivt, så jeg kan komme i gang med at koncentrere mig om min træning de sidste 9 træningsdage jeg har tilbage, nu hvor jeg allerede har misset 3-4 pas – på den anden side tror jeg dog, at det har gjort godt, at jeg ikke har trænet, jeg føler mig næsten 100 % i kroppen, kan godt mærke mine ben og arme nu efter dagens omgang muay thai, mit skinneben driller stadig en lille smule fra mit uheld i sidste uge, og jeg har et sår på min kind og ene finger som jeg liiiiige skal have kigget på i morgen – det bliver noget med noget pharmacy og noget salve der skal dræbe hvad der end er, af bakterier deri, men generelt er jeg fit for fight, selv min eftermiddagsløbetur inden eftermiddagspasset var det letteste og bedste løb jeg har haft siden jeg kom her, og da jeg stod og sjippede foran spejlet, kunne man i dén grad se, at træningen har gjort enormt fede ting ved min fysik – blot endnu en gulerod der nok skal holde gejsten helt oppe, også når jeg kommer hjem.

Men som sagt var det en fed gang boksning i dag. Startede med noget skyggeboksning, som jeg af en eller anden grund ikke er specielt god til, det føles lidt mærkeligt at stå og øve slag- og sparketeknik uden at ramme noget, og det er jeg ikke helt sikker på at jeg kan forlig mig med. Men det blev meget lettere da jeg fik handskerne på og fik lov at tæve sækken (om man så må sige) i et kvarters tid. Derefter blev det rigtig sjov: en af thai’erne iførte sig et bælte á la pude og to plethandsker, hvorefter vi kørte noget slag, spark og kombinationer, og han (thai’eren) var tydeligvis tilfreds (anede også en gang overraskelse) da jeg fik ham væltet på jorden ikke bare én men to gange med et herligt velplaceret højre frontspark – det var fandme noget ved, blot en skam at der ikke var tid til at gøre det to gange…

I morgen kommer den til at stå på MMA fra kl. 08, så jeg kan sove en hel time længere end normalt, og så vover jeg mig ud i noget muay thai om eftermiddagen, selvom tidligere erfaringer siger, at det er noget nær selvmord og ikke noget alle giver sig i kast med, for MMA-træningen adskiller sig meget fra boksningen, hvor meget kan køre i ens eget tempo når man stor og straffer sækken (høh høh høh) eller står og skyggebokser. Under MMA’en er der ligepludselig også en makker der sætter et tempo, og i mange af teknikkerne ligger man, for det første og bryder og mange gange bliver det mere styrke mod styrke end egentlig teknik, og man ligger helt op ad hinanden og dét bliver varmt! Sveden drypper af én som ind i helvede for at sige det mildt, og det er ikke unormalt at oktagonen (buret i træner i) bliver glat som en skøjtebane af sved – ikke specielt lækkert at tænke på, men ret imoponerende når man tænker på at vi kun er en 4-5 personer der træner MMA her.

Men nu må træningen i morgen vise om det bliver til et eller to pas – sidste uge var boksningen ikke specielt hårdt om onsdagen, så håber at det også er tilfældet i morgen…

Pis… Har lige fundet ud af at det er tirsdag i dag… Så der er ingen MMA før på torsdag. Typisk… Jamen så kommer det bare til at stå på 2 x muay thai i morgen i stedet… Fedt nok!

Kl. 16:05

Kan nu langt om længe ånde lettet op. Har i dag fået betalt min bøde for hvad der ikke længere er “money laundry” men åbenbart er spritituskørsel (på en scooter). Fik først at vide at jeg var blevet taget med en promille på 1,5 (wow, det er ret vildt når man tænker på at jeg intet havde drukket den aften), og senere fik jeg blot at vide at jeg var blevet dømt for spirtuskørsel – er ikke helt sikker på, at jeg kan finde ud af helt præcist, hvad der rent faktisk er foregået, men jeg er umådeligt taknemlig for, at jeg ikke skal tilbringe en måned i fængsel (hvilket var alternativet til at betale bøden) og dét specielt i Thailand… Én nat var nok – jeg kunne have sparet kautionen og nøjedes med at betale 4.000 baht i bøde, men det havde betydet at jeg skulle bruge natten i fængslet, og det havde simpelthen været intet mere end hæsligt.

Men nu er det overstået, og imorgen kl. 10 kan jeg hente min check på 10.000 baht som jeg får tilbage fra de 15.000 baht jeg betalte i kaution (vildt ikke?), og så skulle jeg være helt 100 % clean.

En specielt stor tak skylder jeg Natt, betjenten fra turistpolitiet som har været mig en stor, stor hjælp på et sted, hvor autoriteterne ikke forstår andet end deres modersmål og som har været helt enormt tålmodig, forstående og trukket i de rigtige tråde, for at sikre mig en så hurtig og mild ekspediering gennem systemet som overhovedet muligt. For det kan jeg kun sige, at jeg er evigt taknemmelig.

Kl. 12:59

Tilbragte natten i et thailandsk fængsel… Så kan man da også sige at man har prøvet det. Var ude at køre lidt scooter sammen med et par stykker i går aftes, men blev væk fra gruppen, så jeg tænkte at jeg ville køre hjem, hvilket blot resulterede i, at jeg kørte forkert i en gyde. Der stod et par thai’ere som jeg spurgte om vej, men de fattede ikke en brik engelsk, (u)heldigvis kommer der så den her politibil kørende og stopper, og jeg tænker fedt, så kan jeg da spørge dem om vej… Men nej, istedet bliver jeg sat ind bag i politibilen og bliver kørt til politistationen og finder ud af at jeg er anholdt for “money laundry”, altså hvidvaskning af penge! Det var praktisk talt det eneste betjenten kunne sige på engelsk og jeg endte med at tilbringe natten i et fængsel, et forfærdeligt hell hole, der sad vel en 15 stykker hvoraf et par sad i noget der mindede (og lugtede) om deres pis og lort. Der lugtede forfærdeligt, og morgenmaden jeg fik serveret vil jeg slet ikke begynde at beskrive, alt i alt var det simpelthen hæsligt. Heldigvis var der en af de indsatte der kunne tale nok engelsk til, at han forstod at jeg blev nødt til at snakke med myndighederne. Han var heldig nok til, at få fat på én fra turistpolitiet der kunne tale engelsk, og jeg blev løsladt, mod kaution på 15.000 baht, samt 4.000 yderligere som jeg skal betale til en dommer imorgen tidlig, hvorefter alt der her lort gerne skulle være ude af verden – og af en eller anden uforklarlig grund får jeg de 10.000 baht tilbage(!)

Så alt i alt har i dag været en rigtig, rigtig lortedag, og mest af alt vil jeg bare gerne væk lige nu, men jeg blev lovet af gutten fra turistpolitiet, Nat, at efter imorgen skulle alle mine bekymringer gerne være ude af verden – så håber jeg blot at jeg kan stole på det.

Kl. 19:21

Det er åbenbart ikke mig forundt at få lov at sove ordentligt hernede… Nu er jeg halvvejs gennem oktober måned og antallet nætter, hvor jeg rent faktisk har sovet godt kan med lethed tælles på én hånd. Kan det virkelig passe at det er varmens skyld? Jeg sover hver nat med en ventilator pegende direkte mod min seng, og det føles ikke specielt varmt, så jeg har lidt svært ved, at tro på at det er derfor. Jetlag måske? Tror jeg heller ikke, jeg har samme fornemmelse for tidspunkter på dagen nu som jeg havde derhjemme (bortset fra at jeg ikke kan sove om natten), så hvis det fortsætter på den måde, bliver jeg nødt til at droppe morgentræningen, hvis jeg skal være i stand til at kunne deltage i det hele taget. Jeg er ikke den eneste der har problemer med at sove, et par stykker andre der har været her længere tid end jeg fra to uger til to måneder har ligeledes søvnproblemer, så jeg kan ikke se hvordan det skulle være resultatet af jetlag?

Men fik da trænet lidt i dag, mine ben er som de skal være igen, og hvis jeg kan, så tager jeg begge pas i morgen, morgen: muay thai, eftermiddag: MMA. Jeg havde åbenbart forvekslet dagene på vores træningsskema da jeg kiggede på det i sidste uge, det viser sig at MMA er mandag, tirsdag, tordag og lørdag, ikke fredag som jeg troede i dag – men vi trænet lidt alligevel, noget basal teknik (kimura, armbar og omoplata) og det var faktisk rigtig rart, for det har jeg savnet på de andre MMA-pas jeg har været med til, så det syntes jeg at jeg fik en del ud af. Men efter planen hedder det muay thai inden morgenmaden i morgen, og hvis det går som sidste lørdag har jeg en ordentlig morgentræning at se frem til: sprint med traktordæk og traktordæk der skal flippes, mener nemlig at jeg hørte nogen sidst, ytre at det er fast lørdagstræning, så det bliver nok morgenens brutale indslag, så kan jeg tage resten af træningen i ro – går stærkt ud fra at resten bliver mellem mig og en sandsæk, har brug for at træne mine spark, mit venstre er noget nær lort men mit højre er jeg ved at have styr på, skal bare lære at slappe mere af når jeg sparker og så skulle den næsten være der. Mangler også at træne mine hooks (og uppercuts har jeg slet ikke set noget af endnu) men min højre og venstre jab er ganske udmærket (hvis jeg selv skal sige det). Men det er jo lørdag i morgen så jeg håber lidt på, at der er nogen der er friske på en øl eller to efter aftensmaden, det fungerede i hvert fald skide godt sidste lørdag, og søndag er der vist en fra campen der har en kamp inde i byen, så det går jeg da ud fra at vi skal overvære.

Tror at næste uge kommer til at stå på mere MMA, end muay thai, tror det er der jeg finder mig bedst hjemme og har med passet i morgen også kun 6 tilbage så det skal udnyttes. Bare spændt på at se hvad der sker med morgenpassene mandag og tirdag, de begynder kl. 08 så jeg har mulighed for at sove til mere end kl. 06:30, kan faktisk få en hel time mere end normalt de to dage, så håber bare at det er nok for at kompensere for min manglende søvn.

Kl. 19:26

Jeg blev nødt til at droppe træningen i dag. Kunne stadig kun formå at halte på mit højreben da jeg vågnede i morges så jeg ville ikke tage den unødige chance og begynde at træne på et i forvejen dårligt ben, så ville jeg hellere vente til imorgen og vende tilbage med nogenlunde fuld styrke, dog ikke fra morgenstudenen, skipper morgentræningen og tager MMA imorgen eftermiddag, det funker bedre på flere måder for mig: 1) Jeg får mulighed for at få sovet mere eller mindre ordentligt ud – fik heller ikke sovet specielt meget i nat igen. 2) Det giver mig mulighed for at bevare følelsen i mine lægge. Problemet er, at jeg tog for hårdt fat de første dage med overdreven træning og løb to gange dagligt, før min krop var klar til det – det har efterladt begge mine lægge, enormt ømme og de begynder at stramme til blot jeg går op ad trappen til mit værelse. Derfor har jeg valgt, indtil de er kommet på højde igen, at nøjes med ét træningspas om dagen, jeg er ikke kommet til den anden side af Jorden for at få mine ben ødelagt – det kan jeg altid klare når jeg kommer hjem igen.

Derfor tog jeg som sagt dagen fri fra træning og brugte tiden på at lære byen at kende, eller i første omgang ville jeg se, hvordan mine ben havde det med blot at gå og det gik faktisk bedre end jeg havde regnet med. Jeg gik ind til byen og kiggede rundt på “hovedvejen”, først i søgen efter en butik hvor jeg kunne købe en billig guitar (hvilket jeg ikke fandt), og dernæst et sted, hvor jeg kan komme til at printe min billet til hjemrejsen ud (hvilket jeg fandt), for det viser sig at jeg ikke kan få ombooket min billet medmindre jeg opgraderer mig selv til en dyrere klasse og allerede dér begynder det at blive for dyrt for mig – så jeg bestiller en ny billet (til 3000 kr – hvilket som sagt er billigere end at blive her en måned til). Fandt også et shoppingcenter, hvor jeg HELT klart skal ud en af de sidste dage og købe ind – herretøj ligger i prisklasser mellem 15 og 50 kr. så det er jo næsten for billigt til ikke at gøre brug af.

Kl. 19:13

Man kan næppe beskylde onsdag d. 14. for at have været blandt de bedste dage. Jeg vågnede meget pludseligt da klokken uden for værelset begyndte at ringe. Jeg kiggede på mit ur og så at klokken var lidt over halv syv. Det eneste der gik gennem mit hoved var fuuuuuuck… Sidst jeg kiggede på mit ur var klokken lidt over 3 om natten. Som så mange andre aftner havde jeg haft svært ved at sove, men i nat var værre end de andre. Jeg havde ikke fået mere end godt 3 timers søvn. Meget, meget groggy stiger jeg ud af sengen, min roomie var allerede gået ud, og bevæger mig stille og roligt ud mod badeværelset for at børste mine tænder. Det tegner til at blive en lang, lang dag.

Efter tandbørstningen lægger jeg mig på min seng for at tjekke et eller andet på min mobiltelefons kalender og mere husker jeg ikke før anden gang klokken ringer, den ringer ind til morgenmad og klokken er halv ti. Jeg var sovet fra første træningspas! Nå, det var der jo ikke specielt meget at gøre ved, så jeg tænkte at jeg lige så godt kunne få det bedste ud af den allerede lidt røv syge dag, så efter morgenmaden og efter at have tjekket min mail, tænkte jeg at jeg kunne tage et kig på det dér thaimassage, så det gjorde jeg. 250 baht, eller 37 kroner og 88 øre giver man her for to timers thaimassage og det var gooooodt! Jeg blev lagt ind i et rum, fik skiftet til nogle løse bomuldsbukser og en t-shirt og så gik hende thai’eren ellers igang. Jeg mistede al fornemmelse for tid. Da hun var færdig med mine ben var der gået den første time! Fabelagtigt, og da jeg forlod stedet igen var det, det der reddede min ellers lidt lortede dag.

Har besluttet mig for at tage der over igen på søndag på min fridag og så gøre det til en ugentlig ting, onsdag og søndag, det gør virkelig underværker, og det var vildt lækkert. Som sagt tager jeg de sidste par dage inden jeg rejser hjem “fri” så jeg kan falde lidt ned og min krop kan få ro, jeg har vitterligt ingen ambitioner om at skulle rejse i 30 timer med en krop der føles som om alle muskler er ved at give efter og enhver sene i kroppen er sændt som en bue, derfor kommer de sidste dage til at stå på afslapning, shopping (hvis jeg finder noget som helst der er værd at købe – so far, ingen held) og nedtrapning, måske en løbetur i et par gange i løbet af dagen, bare for ikke at falde helt af på den. Men så kan jeg da sidde i flyet og gøre mit bedste for at nyde turen istedet for at have ondt hver gang vi støder ind i en smule turbulens.

Men når man knap har sovet flyder tiden virkelig mærkeligt. Ved mit andet (ja, faktisk det første jeg var med på) træningspas stod jeg og slog/sparkede på en sandsæk, og da jeg var overbevist om at der var gået 20 minutter havde digitaluret kun ændret tæller 10 gange. Tiden løber enormt langsomt når man ikke helt er ved sig selv, så passet føltes meget længere end det burde, to timer bliver meget hurtigt til fire på den måde. Nåh ja, det bidrog heller ikke synderligt til min dag at, da vi trænede clinch i MMA-buret formåede jeg (eller rettere svenskeren jeg trænede med) at slynge mig ind i “væggen” af buret, lige nøjagtigt på det sted hvor et nedløbsrør i jern slænger sig op ad “væggen” der er lavet af meget hårdt opstramt, grønt plastic-hønsenet. Nedløbsrøret vælger så tilfældigvis at placere sig samme sted, hvor mit højre skinneben er på vej hen, hvilket naturligvis ender i en kollision og efterlader mig med et beskadiget ben… Samme ben hvor jeg på siden af min storetå af endnu ukendte årsager har fået en fin lille blodvabel.

Jeg har haft is på benet de sidste 20-30 minutter og er lidt spændt på at se hvordan det har det imorgen tidligt. Jeg ved ihvertfald, at jeg måtte droppe dagens sidste stående øvelser, fordi presset på mit ben var for meget. Har i øvrigt fået en ret sexet haltende gang nu.

Vore ydmyge lokaler

Kl. 17:31

Må se mig selv som en lidt slagen mand…  Jeg har i dag taget den beslutning at vende tilbage til Danmark en måned tidligere end først beregnet, nemlig d. 2. november istedet for d. 2. december. Årsagen er, at jeg har indset, at 60 dage bliver for lang tid for mig.

Jeg har erfaret, at jeg ikke er typen der står op tidligt, hver morgen 6 gange om ugen for at starte med at træne 2½ time inden morgenmaden og igen 2½ om eftermiddagen. Lige nu, er det bedste for mig de sædvanlige tirsdags- og torsdagsaftener som jeg plejer. Jeg er sikker på at de næste tre uger jeg hermed har tilbage her i Ubon og Legacy Gym bliver fede og jeg ser også frem til træningen, jeg har sådanset ikke mistet modet eller føler mig direkte utilpas her, men én måned er bare nok for mig og det skulle jeg måske havde holdt mig til inden jeg tog afsted, men sket er sket. Måske er seriøsiteten herovre heller ikke lige mig, jeg har ingen ambitioner om at blive professionel fighter, måske en amatørkamp fra tid til anden for hyggens skyld og så kan man gå ud og tage en øl eller fire bagefter uden, at man nødvendigvis behøver tænke forfærdeligt meget over, hvad det ikke vil gøre af forfærdelige ting ved ens form.

Men jeg er jo langt fra færdig her endnu, og mit ophold i Legacy Gym skal helt sikkert nok blive noget jeg kan kigge tilbage på om et halvt år og tænke ja for fa’en, det var sgu en fed oplevelse og jeg er helt sikkert glad og stolt over, at jeg har gjort det her, og fortryder heller ikke at jeg kom her. Der skal nok være læssevis af ting i min værktøjskasse tilbage som jeg kan bruge når jeg kommer hjem igen.

Kl. 10:48

Tirsdag bød på mere fra samme skuffe som igår, halvanden time i buret, det endte dog ikke i nogen blodige næser  i dag, men er du gal jeg er færdig! Jeg har ikke sovet specielt godt siden jeg kom her, alle lydene, de to ventilatorer på værelset (og nej, hvis jeg slukker dem sover jeg slet ikke), varmen osv. og i nat var desværre ingen undtagelse, så det er måske ikke så underligt at min løbetur i morges var mildest talt halvhjertet, men jeg kom en del igen da vi begyndte på MMA kl. 08. Vi startede med noget arbejde fra clinch lige som igår, lavede en masse fodarbejde og armarbejde med at skifte mellem forskellige greb på modstanderen over/under, greb om nakken. Derefter gik vi videre til forsvar mod nedtagninger og senere nedtagninger, single/double-leg, og som træningen løb videre blev det selvfølgelig hårdere og hårdere. Overalt i oktagonen var gulvet vådt, ikke efter morgenrengøringen men af vores sved der konstant dryppede på gulvet og løb ned ad vores arme, så det var måske heller ikke så underligt, at det blev mere og mere besværligt at få ordentligt fat i makkeren.

Vi fortsatte i samme spor resten af passet, fokuserede enormt på at få ordentlige takedowns ind, det lykkedes mig endda at fange min makker off guard med et nogenlunde flot udført o-goshi… Han havde tydeligvis ikke regnet med at han skulle op og ligge på min hofte! Sådan gik resten af træningen faktisk, med en hel del wannabe-sparring, med lidt knæ og et par slag hist og her, som vi også fik brug for da vi kom på gulvet og begyndte at rulle. Jeg trumfede ikke specielt meget i dag, men fik da et par gode slag og greb lagt ind, men tilgengæld blev jeg choket ud et par gange… Den gode gamle RNC (Rear Naked Choke – hadaka-jime) skal man desværre ikke spøge med, og så var vi for glatte til, at min ellers så fint udførte armbar (juji-gatame) funkede ordentligt.

Men god træning none the less, jeg kan ihvertfald mærke hver eneste centimeter af min krop. Heh, det var ret underligt at komme ind i buret i dag, vores træner igår, en japaner havde fået selskab af en gut som jeg først troede var brasiliansk men som senere viste sig at være svensk, men han kørte træningen på trods af et ben pakket tæt ind i forbindinger og på krykker.

Jeg er dog ikke sikker på at jeg skal træne i eftermiddag. Mine arme har rystet siden kl. halv ti og mine ben føles vildt tætte, så jeg tror planen for det næste stykke tid er, at skære en lille smule ned på træningen så jeg ikke overbelaster mig selv, det er trods alt begrænset hvor meget jeg har “forberedt” mig (fysisk) til den her tur.

Kl. 10:39

Så blev det mandag, og starten på min første rigtige uge, og tro det eller ej, men selvom jeg kun har trænet to dage, kan jeg allerede mærke, at det har gjort underværker for min krop! Men jeg tager det stadig stille og roligt i starten. Der er ingen grund til at forhaste sig og gribe om mere end man kan favne, jeg har trods alt ikke lavet det helt store inden turen, motionsmæssigt, men jeg er helt sikker på at når jeg tager hjem vil jeg være i den bedste form jeg nogensinde har været, hvis ikke lang tid før. Min astma har ikke påvirket min træning synderligt, det er ihvertfald ikke noget jeg har registreret og indtil videre er det enste medicin jeg har rørt været mine antihistaminer, men jeg mistænker heller ikke luftfugtigheden for at have været så høj de sidste par dage, og slet ikke i dag, hvor vi har haft en konstant mild brise.

I dag blev også den første dag, hvor jeg trænede MMA (mixed martial arts – tænk ultimate fighting), som jeg må tilstå var en del hårdere end forventet. Jeg skrev dog tidligere, at jeg ville vente med MMA indtil november, men jeg har indset, at hvis jeg ikke skal køre seriøst død i skyggeboksning og muay thai generelt, har jeg brug for noget ekstra stimulering, og så er det jo kun godt, at man kan tage en tur i buret 4 gange om ugen, faktisk flere, nu hvor Ole har en kamp i slutningen af november, så antallet af MMA sessioner bliver vist oppet en del – yay! Men MMA var fedt, vi lavede en del takedowns, nedtagninger og lidt sparring (både rullen på gulvet samt slag) hvilket resulterede i, at jeg fik et slag i hovedet og min næste begyndte at bløde… Røv fedt! Det er sådan cirka første gang det nogensinde er sket til træning.

Kl. 11:15

Er lige stået op. Det kan næsten ikke beskrives med ord, hvor rart det er at kunne sove længe, og jeg er virkelig spændt på at se hvad de næste 6 dage inden min næste fridag gør ved min krop, for de sidste to har været ret hårde.

I aftes fik jeg så en smag på lidt af nattelivet i Ubon, havde godt nok lovet at jeg ikke ville røre alkohol mens jeg var her (det ville jo smadre min form), men jeg er ikke helt sikker på at jeg kan/gider holde det løfte. Det skal lige siges at jeg knap nok blev beruset, så det kan i sidste instans forsvares, jeg drak ikke så mange øl. Anyways, det viser sig at der ligger en kiosk-ting her i campen som sælger øl, og der startede vi med et par stykker, så var der en islænder der fik den gode idé at vi skulle på en “strip”klub – er skriver jeg “strip” fordi det var det mest dødsyge jeg længe har set, det bestod af en til to piger der stod og trippede fra side til side ganske stille og roligt i en natkjole, ikke noget der kunne bringe mit pis i kog, hvilket heller ikke gør så meget, for noget siger mig at “danserne” sikkert var underbetalte og alt det der.

Senere tog vi til et par klubber/diskoteker, men der var røvmange mennesker og vi endte hjemme i seng omkring kl. 01-01:30. Det var en enormt hyggelig aften, og jeg fik mulighed for at lære nogle af de andre folk hernede lidt bedre at kende, så alt i alt var det jo ret win-win.

Hvad jeg så skal lave resten af dagen aner jeg faktisk ikke. Det ser ikke ud til at der er specielt mange hjemme lige pt, og jeg har ikke den fjerneste anelse om, hvordan jeg lige kommer ind til byen, for magter ikke at gå den tur, for den er åbenbart ret lang har jeg fået at vide – det er noget med at der ligger et spa-sted hvor man kan få en times massage for 250 bht, tror det ville gøre godt for min ryg.

Kl. 18:11

Er netop lige kommet ud fra badet, fra den hidtil hårdeste dag må jeg nok indrømme. Første pas var simpelthen ved at tage livet af mig. Efter den opligtoriske løbetur langs søen stod den atter på skyggeboksning og teknik, ikke noget problem. Dér hvor det begyndte at blive rigtig interessant var da vi blev hverfet udenfor og blev mødt af to dæk. To traktordæk, det første, som umiskendeligt lignede fordækket fra en traktor havde påsat en snor og en gammel gummislange, sikkert fra selv samme dæk. Dækket skulle så trækkes, i sprint, ca. 25 meter op ad vejen og tilbage igen dvs. frem og tilbage tre gange. Derefter skulle vi løfte og flippe det sidste traktordæk, der kun kan have været et bagdæk på en 70-80 kg. 6 gange. Disse to øvelser skulle gentages 3 gange hver, hvilket i middagsheden og på dette tidspunk tom mave viste sig at være lidt af en udfordring. Da dette endelig var overstået stod den på omkring 150 mavebøjninger.

Sidste pas var det mest medgørlige. Jeg startede med at gå turen langs søen, for min krop var stadig smadret efter første pas. Tilbage i campen blev vi mødt med en gang sjipning, Jeg kunne ikke sjippe igår, men det bliver lettere og lettere. Derefter stod den faktisk kun på teknik. Spark, slag, frontspark og knæ. Det er vel ikke nødvendigt at nævne hvor tit vi skulle på jorden og tage 20 armstrækkere? Og selvfølgelig skulle vi da heller ikke snydes for 200 mavebøjninger, bare lige til at slutte af på.

Jeg overvejer lidt, at holde mig til muay thai resten af oktober og derefter kigge nærmere på MMA resten af november, så jeg får så meget ud af mit ophold som muligt. Jeg kan også godt mærke at jeg savner at komme ned at ligge på jorden og have kontakt med min modstander istedet for at sparke på sække eller plethandsker.

I øvrigt har jeg fået en roomie, Martin der er polsk tysker.

Første dag - et slags før og efter billede.

Kl. 09:27

Er lige kommet tilbage til mit værelse efter dagens første træning. Jeg blev som sagt vækket ved 06:30-tiden, hvor jeg startede med at løbe en tur langs søen med en (af de mange) svensker. Det blev nok til en 3 km, og i den varme skal jeg i hvert fald ikke nyde noget af at løbe ret meget længere her de første par uger, for sveden løber af én som ind i helvede. Derefter fulgte en halv times tid med sjippetovene.

Efterfølgende erhvervede jeg mig et par thai-shorts og noget håndbind og fik lov at begynde at træne teknik (med indlagte armstrækkere). Det skal lige nævnes at det ikke er halvt så let, som de får det til at se ud. Der er enormt mange ting at huske på, balance, parader, hagen ned til brystet, hvordan man skal bevæge sig fremad osv. men hvis det fortsætter på denne måde skal det nok blive godt, der er i hvert fald ingen tvivl om at det vil gøre godt for min form! Træningen sluttede med 100 mavebøjninger og 30 armstrækkere… Kan godt mærke der skal til at ske ting og sager!

Nu venter der mig et bad, og så skal jeg have fundet ud af hvordan det fungerer med morgenmad. So far har alt hvad jeg har indtaget i dag bestået af vand, og jeg er hundesulten.

Kl. 17:51

Er lige blevet færdig med dagens andet pas, det hidtil hårdeste. Nu ved jeg med sikkerhed at det her bliver hårdt. Blot det at slå på en plethandske bliver en udfordring i længden når solen bager og luftfugtigheden er så høj som den er, og oven i det hedder det 10 armstrækkere nærmest hvert 5 minut og det begynder at blive lidt tough når ens arme i forvejen er ved at syre til. Men jeg fik da lov at have handsker på og fik lov at sparke til en sæk (en sandsæk vel at mærke) og har opdaget præcist hvor patetisk mit venstre spark er!

Atter engang sluttede sessionen selvfølgelig af med åbenbart obligatoriske 100 mavebøjninger, så jeg er i hvert fald ikke i tvivl om hvor min mave befinder sig.

Det ser ud til at vi har dagen fri søndag, eller hver søndag så får jeg mulighed for at komme ind til byen og købe lidt ind, kan godt se at jeg har undervurderet antallet af underbukser man får brug for her, også selvom der er vaskefaciliteter.

Kl. 11:08

Er velankommet til Bangkok lufthavn. Flyveturen fra Düsseldorf kunne knap nok være gået meget bedre. Vi lettede 10 minutter for sent men sammenlagt var jeg kun vågen 2-2½ time ud af den 10 timer lange flyvetur, så jeg skulle med lidt held have indhentet den søvn jeg får brug for, for ikke at få jetlag. Jeg var knap nok kommet i luften før jeg var faldet i søvn, og da jeg endelig vågnede første gang troede jeg, at jeg havde sovet fra aftensmaden (det havde jeg desværre ikke), og den var godt nok ikke ret meget at skrive hjem om: en gang kedelig vegetarpasta og to tørre kiks med en lille smule krydret ost til, men hvad fanden, det var jo mad og jeg lægger mig til at sove igen efter et enkelt glas hvidvin at sove på. Næste gang jeg vågner, ser jeg på tv-skærmen i loftet at vi flyver over Burma og stewardesserne er ved at gøre klar til at servere vores morgenmad bestående af et tørt stykke flûtes og to skiver vakuum-pakket rugbrød med ost og skinke til, men ned det kommer det jo, i øvrigt sammen med en hæslig kop kaffe der mest af alt smagte som om den var lavet på skruer, så ænser jeg at de har sat ”meet the parents” på fjerneren, men jeg vælger at bruge resten af tiden på at sove, jeg vågner faktisk først da flyet hamrer imod landingsbanen med hjulene.

Velankommet til udenrigsterminalen i Bangkok lufthavn bliver jeg så mødt af en dame fra Thai Airways der beklageligvis måtte forklare mig, at min bagage ikke bliver overført fra det fly jeg kom med til det næste jeg skal med, men at jeg skulle hente min bagage og tjekke den ind én gang til… Fedt tænker man, så skal der slæbes rundt på endnu en taske de næste 8 timer inden mit fly går, men! Da jeg så endelig finder den skranke hvor jeg skal tjekke ind, og hente mit boarding-pass bliver jeg tilbudt en stand-by plads på et tidligere fly til Ubon, der afgår allerede kl. 13:40 så jeg kan være der i eftermiddag, det betyder så at jeg kan reducere min ventetid fra 8 til 3 timer, hvilket jeg med glæde tog imod, nu venter jeg blot og ser om der rent faktisk er en plads til mig.

Kl. 20:48

Sidder nu på mit værelse hos Legacy Gym, langt om længe. Jeg kom med det tidlige fly der afgik fra Bangkok kl. 13:40, men det kunne næsten have været det samme. Da jeg landede i Ubon Ratchatani godt en time senere lå min bagage stadig i Bangkok og den kunne jeg først hente kl. 17:06 (troede jeg, det viste sig senere at flyet først var inde 18:40, den afgang jeg oprindeligt skulle have været med), men efter at have gået rundt i selve Ubon i et par timer eller tre fandt jeg endelig min vej tilbage til lufthavnen, hvor jeg blev mødt med min bagage og senere kørt ud til Legacy i taxa. Selve Ubon er virkelig, virkelig ikke-turistpræget. Overalt er der thailændere og ikke skyggen af folk fra Vesten. I lufthavnen så jeg tre udover mig selv: de to obligatoriske ældre mænd med thailandske koner og en yngre gut der lignede én der var ude at lede efter en. Bilerne kører i deres tilsyneladende helt eget system der mest af alt minder om en slags underlig anarki og de er ikke bange for at foretagen lettere hasarderede u-vendinger midt i et vejkryds. El-ledningerne er nærmest et kapitel for sig: overalt hænger de fra hovedhøjde til en 5-6 meter i luften og mest at alt minder de om en masse snor der er viklet sammen og hængt op mellem hver mast. Nok om det. Jeg bor i et værelse på en ~6 m2 med eget bad og toilet. Værelset er udstyret med to senge, ganske nydelige, to skriveborde og to stole. Indtil videre bor jeg alene, men det er naturligvis ikke umuligt at jeg senere skal roome med en anden, hvilket da heller ikke ville gøre mig spor. Selve træningsfacilliterne har jeg ikke haft så meget tid til at tjekke ud. Indtil videre har jeg set en oktagon og en boksering samt de obligatoriske sandsække af forskellig art, handsker og udstyr til vægttræning. Fik at vide at min dag starter i morgen omkring kl. 06:30 og kan ikke sige andet end at jeg virkelig ser frem til at komme i gang med det dér muay thai.

De sidste 21 timer har været meget lange. Jeg er netop, eller for 30 minutter siden ankommet til Düsseldorf internationale lufthavn og har endelig lokaliseret en stikkontakt. Jeg forlod i morges kl. 8:40 Kastrup efter at have tilbragt 7 timer i lufthavnen. Nu venter mig yderligere 5½ times ventetid her i terminalen, så jeg tænkte at jeg lige så godt kunne sætte mig til at nedfælde hvad der er sket de sidste 24 timer.

Jeg forlod som sagt Hjørring i går eftermiddags kl. 13:11 med tog mod mit først stop: Ringsted, hvor der ventede mig en enormt hyggelig middag med efterfølgende tur i biografen. Det var egentlig en ret behagelig togtur, den føltes ret hurtigt overstået og for én gangs skyld sad jeg ikke i nærheden af x antal skrigende unger eller y antal 8. klasses, pubertære teenagepiger, så jeg kunne i ro og mag læne mig tilbage og nyde mine 5 timer med DSB.

Ringsted forlod jeg igen om aftenen lidt efter kl. 23 og efter et kort ophold på hovedbanegården kunne jeg sætte mine fødder i Kastrup lufthavn omkring kl.1, nu gjaldt det bare om at få fundet et sted at sove, men også at få fundet den terminal jeg skulle tjekke ind så jeg ikke behøvede at tænke over det klokken lort om morgenen, så jeg fandt et gulv foran en 7/11 som skulle udgøre min seng de næste 3-4 timer, for meget mere søvn kunne det jo ikke blive til. Check-in gik ligeledes ret smertefrit, min bagage var heldigvis under 20 kg, selvom jeg havde en skidt fornemmelse for at jeg havde oversteget den, og efter det obligatoriske sikkerhedstjek kunne jeg se frem til et par timers hvile inden flyet kaldte.

Selve flyveturen til Düsseldorf var ganske behagelig. 1 time og 20 minutter tog det, hurtigt ind og hurtigt ud præcist som vi kan lide det. Af uransaglige årsager var jeg atter blevet placeret ved vingen, og derved ved motoren så den dér plan jeg havde om at jeg kunne nå en times søvn kunne jeg naturligvis godt skyde en meget hvid pil efter, i hvert fald til at begynde med, jeg endte da med at få en halv time eller noget i den dur.

Oprindeligt havde jeg tænkt mig, at jeg ville ud og kigge lidt på Düsseldorf nu jeg alligevel var her (hvem fanden tager frivilligt til Düsseldorf??), men jeg er ikke længere helt sikker på hvor smart det vil være at forlade lufthavnen uden at det vil skabe problemer næste gang jeg skal bruge min billet ved check-in, så jeg får nok heller ikke Bangkok at se (beklager Jan, men den Hard Rock-kasket må desværre vente til en anden god gang og det samme må min t-shirt…). Jeg har det ikke skide fedt med at skulle risikere at diskutere med det tyske lufthavnspersonale, end sige det thailandske! Så må jeg vel bare holde mig selv underholdt på anden vis, hvordan jeg så end skal formå det. Jeg var ikke så smart at tage film med, da jeg jo havde håbet på at kunne lege turist i de timer jeg skulle vente på mit næste fly, og af fuldstændigt vanvittige årsager (som jeg stadig ikke helt har fattet) er der ikke noget der hedder frit internet i lufthavnen (det er der i Aalborg lufthavn så man havde måske forventet at Kastrup(!) eller Düsseldorf ville have det også, men nej… Har dog lige fundet ud af at man kan logge sig på British Airways’ netværk… Yay!). Det må vel blive noget med at gå rundt de første fire-fem timer og kigge på tax free-varer og hvad de ellers har af helt igennem *sarcasm disclaimer* spændende *sarcasm disclaimer* butikker. Det skal nok blive fedt. Man skulle måske have overvejet at holde sig vågen de timer i Kastrup så man kunne sove de næste fem timer væk, men tvivler virkelig på at jeg kan falde i søvn nu. Leve jetlag!

Sidder i min sorte morgenkåbe/kimono-ting i min røde lædersofa og nyder en kop varm kaffe, for sidste gang i to måneder. Om tre timer står jeg med mine tasker og venter på toget. I første omgang går turen til Ringsted men uanset hvad, så ender jeg i Kastrup engang sent i aften. Taskerne (hehe, jeg sagde ‘tasker’, hehe) er pakket efter bedste evne, og jeg har vistnok styr på hvad jeg skal have i min håndbagage. Nu gælder det virkelig. Turen jeg har set frem til og forsøgt at planlægge i 1-1½ år begynder lige om lidt, og jeg er ikke engang nervøs, jeg var nervøs for to-tre uger siden og var begyndt at få en lille smule kolde fødder, gik og tænkte hvad fanden har jeg egentlig gang i?? Men nu sidder jeg med en ganske stille og rolig mavefornemmelse og tager det egentlig lidt slag i slag, der er jo heller ingen grund til, at tænke for meget over det, det er selvfølgelig godt nok at vide hvor man skal hen og hvad man skal gøre, men det er vel også en del af eventyret, at have noget uventet liggende et eller andet sted derude.

BAGAGE

Jeg rejser fra Hjørring af i overmorgen og er først nu begyndt at pakke. Jeg ved godt jeg ikke helt har høstet samme dag som jeg sadlede mht. denne her tur, men det ser da ud til at jeg kommer afsted alligevel. Indtilvidere har jeg pakket en del af min bagage, mangler stadig men håndbagage men de stumper der må komme deri bliver pakket tirsdag inden jeg tager af sted. So far ser min pakkeliste sådan ud (den er naturligvis ikke komplet endnu):

3 HÅNDKLÆDER
6 RASHGUARDS
6 UNDERBUKSER
3 PAR STRØMPER
9 T-SHIRTS
3 AC/DC TEES
1 IRON MAIDEN TEE
1 KORTÆRMET SKJORTE
1 UNDERTRØJE
1 GI + BÆLTE
2 SHORTS
PULSUR

HÅNDBAGAGE

COMPUTER
STRØMFORSYNING
MOBILOPLADER
IPOD
DIGITAL FOTORAMME
THE LOST SYMBOL, DAN BROWN
EKSISTENTIALISME ER EN HUMANISME, JEAN-PAUL SARTRE

Det ser måske lidt sparsomt ud når man tager i betragtning at jeg skal være væk i to måneder, men hvis jeg kommer til at mangle tøj, er det sgu så billigt i Thailand at jeg lige så godt kan købe det der, som slæbe det med hjemmefra.

… Sidder man og forundres over at der ikke er længere er et år, et halvt år, en måned tilbage. Lige pludselig skal man til at bekymre sig om at få printet flybilletten, at få lavet en liste over hvad man skal have med, at få éns mobiltelefon tilbage fra Hedensted, at få sagt ‘auf wiedersehen’ til folk og what not. Nu begynder tirsdag d. 6. oktober at nærme sig med hastige skridt, og jeg kan jo kun sige at jeg glæder mig helt vildt.

Nogle gange tager jeg mig selv i at sidde og tænke, gad vide hvor lang tid der mon går før jeg får hjemve? Næppe! Hele formålet med min rejse er jo netop, at komme så langt væk som overhovedet muligt fra venner, familie og hverdagen og virkelig få noget helt, helt andet at tænke på end, hvor længe den dér tallerken som jeg spiste middagsmad på egentlig skal ligge på mit stuebord. Der bliver da nok tidspunkter, hvor man liiiiige savner én eller anden derhjemme fra men hvad kan man gøre ved det når man befinder sig 8.870,15 km hjemmefra og man godt ved, at ens fly hjem først afgår om 8 uger. Så er der jo ikke andet at gøre end at trække i shortsene og tage handskerne på og gå ned og slå på en sandsæk.

Som sagt vil jeg holde min blog opdateret så tit som overhovedet muligt med billeder og updates så aller jer (også jer, mor og far) kan følge med i hvad jeg laver. Betragt det som en dagbog, men jeg kan dog ikke love at den bliver opdateret hver eneste dag. Jeg skal også nok være flik til at poste billeder og opdateringer på facebook og smide billeder på flickr og hvad de hedder det hele.

Har langt om længe fået bestilt min flybillet til Thailand, med afgang fra Kastrup d. 7. oktober kl. 08:40 og med landing i Ubon d. 8. oktober kl. 18:20. Det eneste jeg mangler nu er blot, at få skudt kroppen tyk med vacciner og få fikset mit 60-dages turist visum og så er jeg 100 % klar (se selv, Lars! Jeg kom afsted!).

Jeg opdaterer naturligvis bloggen under mit ophold!

Så blev det atter tid til en lille jam-session. Denne gang blev det i min fars garage (hvor sådan cirka alle store bands er begyndt – altså ikke i min fars garage men i en garage), og det gik faktisk skide godt. Setlisten bestod dog kun af “Knocking on Heaven’s door”, “You shook me all night long” og “Stand by me” (som vi nu må indrømme at vi hverken kan synge eller spille). “Knocking…” gik som den plejede, og jeg må tilstå at vi så småt er ved at have slutningen på plads. Trommerne og bassen skal lige koordineres, men det lyder da rigtigt, og så skal jeg lige kunne finde rundt i teksten (tænk at det kan være så svært??), men det store gennembrud i søndags var vores cover af AC/DC’s “You shook me…” som vi langt om længe kan spille ganske fornuftigt, men det helt store gennembrud var at vi nu også kan synge den. Vi valgte, at give sangen vores eget lille touch og bevægede os en smule væk fra originalen for at gøre den mere “vores egen” istedet for at forsøge at spille den som man hører på albummet. Næste skridt med sangen er blot at lære solo-stykket som stadig hjemsøger mig…

Anyways, vi er så småt begyndt at kigge efter nyt materiale og indtil videre vil vi kigge på George Thorogoods “Bad to the bone” (da den er sindssyg feee’ og sindssyg let – skal dog lige have fat i et slide til Mary Ann) og Status Quos “Caroline” som nok kræver en del øvning, på trods af kun 3 akkorder, men mere om det på et senere tidspunkt.

http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article1215180.ece

Ekstra Bladet (ja, sørgeligt som det nu måtte lyde) skriver idag, at Susan Atkins, medlem af Manson-familien der stod bag de berygtede Tate/LaBianca-mord tilbage i ‘69 har søgt om prøveløsladelse for 13. gang, med den begrundelse at hun har hjernecancer og er lam i 85 % af sin krop. Bør hun bevilliges prøveløsladelse, blot fordi hun alligevel snart skal dø? Her taler vi om en kvinde der i 1969 brød ind hos en højgravid kvinde, skuespillerinden Sharon Tate, holdte hende til jorden og stak hende 16 gange med en kniv, for derefter at skrive ordet “gris” på væggen med Tates blod.

Hvordan kan man overhovedet overveje at bevillige en kvinde, et monster som Susan Atkins prøveløsladelse? Hvordan kan man overhovedet overveje, at sådan en kvinde skal have lov til at anmode om prøveløsladelse? For mig at se har kvinden taget ikke kun to, men hele syv menneskers liv, deriblandt en Sharon Tate der var gravid i ottende måned. Atkins fortalte selv, hvordan Tate havde tryglet hende, om idet mindste at skåne sit barn, hvilket Atkins nægtede og derefter stak hende ihjel. For mig, at se bør Susan Atkins råde op i sin celle, bogstaveligt talt, for hun har mistet førligheden over sin kørestol og hendes hjerne bliver ædt op af kræft, om hun angrer er fuldstændigt ligegyldigt, anger bringer ikke de døde tilbage og råder ikke bod på, hvad hun har gjort mod de stakkels mennesker.

 

Til de der evt. ikke vil tro på, at undertegnede rent faktisk kan stå tidligt op, så er her fotografisk bevis.

Wow… Formåede rent faktisk at stå op kl 07:20 i morges, uden nogen specielt god grund.

Bunker fra anlægget i Hirtshals

Nu gik det jo lige så godt. To noveller færdiggjort, og så løb inspirationen ud. Et kort øjeblik troede jeg faktisk at min kreativitet ikke længere var lagt i lænker, men atter kunne få frit løb. To færdiggjorte noveller på to måneder! Det er bare ikke fair.

Jeg er så småt begyndt at overveje, hvorvidt min nuværende skrivestil slet ikke passer til min kreativitet - der øjensynligt lever sit helt eget liv, og kun virker på de mest ubelejlige tidspunkter – og om man burde lægge stilen om.

Min kreativitet virker åbenbart udelukkende spontant og inden for et vis tidsrum. “Kattene” blev til i løbet af en aften fordi noget – en Lovecraft novelle, et billede, en lyd – i et kort sekund triggede den og tillod mig at skrive en historie på blot en time til halvanden – hvilket heldigvis var nok til at færdiggøre novellen – for derefter fuldstændigt at forsvinde igen. Men det er ikke blot de kreative input der forsvinder det er selve motivationen og lysten til at færdiggøre værket der forsvinder, og til dags dato har jeg endnu ikke oplevet at lysten til at færdiggøre en tidligere skrivelse er vendt tilbage igen, så min computer er fyldt med halve og kvarte fortællinger som givetvis aldrig bliver færdigjort – nogensinde. Litterært selvmord og en hån mod kunsten. Intet mere. Intet mindre.

Som jeg tidligere har nævnt foretager jeg mig ikke synderligt meget for tiden. Ingen skole. Intet arbejde. Når jeg står op om morgenen har jeg hele dagen for mig selv, og skal ikke nødvendigvis nå noget som helst. Med andre ord lever jeg pensionisttilværelsen i en alder af blot 18 år. Min hverdag starter ganske fornuftigt omkring kl. 10-10:30, hvor jeg står op og får lidt morgenmad, gerne en smoothie eller noget let (har aldrig været det store morgenmadsmenneske) og så selvfølgelig en kop kaffe eller to. Derefter tjekker jeg min mail og kigger lidt rundt på facebook. Herligt ukompliceret. Derefter smider jeg mig på min sofa i et par timer med min guitar og jammer med mig selv i et par timer. Fra tid til anden tager jeg løbeskoene på og løber en 5-6 kilometer (man skal jo holde sig i form ikke?) og på det seneste er jeg begyndt at læse op på noget sandsynlighedsregning og statistik. Det lyder jo som enhver 18 årig drengs drøm, at kunne slappe af hele dagen, gå sent i seng og stå sent op? Men er det også lykken? Det har princippielt været min hverdag siden starten af maj, og for dem der ikke lige kan se det store billede, så har vi siden maj været igennem juni, juli og nu snart august. Det er altså 4 måneder – bevares jeg har da skulle læse til eksamen og jeg har været on the road med Grøn Koncert for muskelsvindsfonden, og jeg mangler stadig at komme igennem september måned, inden der for alvor skal ske ting og sager.

Men sandheden er, at det oprigtigt talt er røv sygt. Det er fedt den første lille måneds tid, hvor man kan stå op når det passer én og ikke behøver tænke på noget som helst, andet end hvad man har lyst til at lave idag. Jamen få et arbejde, siger de så. Det ville jeg også helt vildt gerne, ingen tvivl om det, mit problem består blot i, at da jeg endelig var færdig med at læse til eksamen og rent faktisk ville have tid til at have et job, ville der kun være to måneder tilbage inden jeg tager to måneder til Thailand, og i disse dage er det svært at finde nogen der gider ansætte én i blot to måneder, så det skib var for så vidt sejlet, så i realiteten havde jeg ikke ret mange andre valg end, at underholde mig selv i nogle måneder. Det er måske også godt nok, for efter 13 år i uddannelsessystemet uden breaks, er det også rart nok ikke at skulle åbne en ny bog hver mandag og bruge sine aftener på at læse lektier. Så på sin vis, er det vel også fortjent med lidt “ferie”, hvilket jo også var grunden til, at jeg valgte at tage et sabbatår i det hele taget.

Men skulle jeg vælge mellem at lave nada i fire måneder eller have et arbejde, tror jeg at jeg ville vælge den sidste løsning. Hvilket bringer mig frem til min skræk for pensionsalderen, for jeg kunne vitterligt ikke forestille mig at leve denne tilværelse resten af mit liv, når jeg rammer mine tredsere.

Men når den tid kommer, og det gør den jo sikkert nok, så man være bedre til at nå alle de ting man ikke nåede i sine yngre dage. Til den tid skulle børnene (læs: de hypotetiske børn) gerne være flyttet hjemmefra og man får tid til at nå de ting, man ikke nåede før man fik dem.

Igår begyndte det ny år på gymnasierne og folkeskolerne (de der ikke allerede er begyndt) og om mindre end en måned starter studieåret på landets universiteter. Med andre ord, så er vi atter ved at vende tilbage til den grå hverdag, og må indse at vi bliver nødt til at pakke sommerferien sammen. Sådan er det ihvertfald for de fleste, men vi er stadig en skare der ikke skal igang med noget endnu. For mit vedkomne skal jeg ikke lave noget som helt studierelevant før til september 2010. Næste punkt på min dagsorden er min tur til Thailand i oktober, hvor det kommer til at stå på to måneders intensiv muay thai og MMA hos Legacy Gym i Ubon. Hvad der skal ske i mellemtiden ved jeg ikke ret meget om lige pt, men ved, at når jeg kommer hjem til december skal jeg igang med at lede efter lejlighed i Århus og ikke mindst arbejde.