Kl. 13:13
Så blev det tirsdag og det er efterhånden ved at være over 30 timer siden jeg sidst fik mere end en 20-30 minutters sammenhængende søvn. Men jeg sidder nu i toget på vej mod Hjørring. Langt om længe. Normalt plejer det, at være turen ud der er den længste, men det var langt fra tilfældet her. Aldrig i mit liv har 12 timer i et fly, 12 timer i noget som helst for den sags skyld, føltes længere. Flyveturen fra Ubon til Bangkok varede kun en lille times tid, det var ingenting sammenlignet med turen mellem Bangkok og Düsseldorf. Flyet var spækket til randen med folk og selvom jeg havde to sæder for mig selv, var den konstante snakken og råben sæderne imellem høj nok til, at det blev nærmest umuligt at sove sig fra turen. Turbulensen gjorde det heller ikke lettere, end sige mere behageligt. Da jeg i sin tid fløj til Koh Samui i 2005, oplevede vi ret meget turbulens, det grænsede til punktet, hvor man kom til at tænke på om piloten var fuld… Turen til Düsseldorf var værre. Kabinen rystede som en massagestol på steroider, og ikke på den feee måde, så det var en lettelse at sætter fødderne under fast jord ingen i Tyskland, dog med den bivirkning at de næste 12 timer i lufthavnen følte jeg jævnligt at jeg stadig sad i en Boeing 737.
Men set på den lyse side, så ville jeg da kunne sove når jeg kom til Düsseldorf og på den måde komme ind i en fornuftig døgnrytme, nu hvor jeg pludselig var blevet sendt 7 timer tilbage i tiden. Jeg blev klogere… Omkring kl. 22-22:30 lagde jeg mig til, at sove og mit vækkeur var sat til kl. 05:30, så havde jeg masser af tid til at finde min eksakte gate og lette mod København en time senere. Igen blev jeg klogere. Jeg befandt mig i gateområdet og havde lagt mig tilrette på det hårde stengulv, men jeg lå da ned, da to sikkerhedsvagter vækkede mig fra min 20 minutters morfar, og oplyste mig, at det ikke var tilladt at sove i gateområdet. Hvad?? Jeg blev derfor pænt vist ud i lufthavenes forhal, hvor jeg kunne lægge mig til, at sove hvor jeg lystede. Jo tak, tysker-spade, hvor bliver det let at falde i søvn mellem restauranter, turister eller would-be passagerer og butikker. Jeg fandt et relativt roligt sted på øverste etage overfor en Starbucks og jeg er ret sikker på at jeg fandt det punkt i hele lufthavnen der var allerlængst væk fra en forretning/restaurant og alligevel fik jeg ikke sovet en skid, så da jeg kiggede på mit ur og så at den var halv fem, tog jeg mine ting, gik igennem security (igen, igen) og fandt min gate, B55 (som i øvrigt ikke var B9 som jeg havde fået at vide da jeg afleverede mit boarding-pass, der af uforklarlige årsager kun sagde ”gate B”, rimeligt heftigt, når der var gate B1 til og med B80) og så kunne jeg ellers pænt vente de næste to timer på at komme væk fra Düsseldorf International Airport, der i øvrigt er et nederen sted at være (hårh, hårh, har lige købt min første Julebryg… Gooooode sager!), for der er vitterligt ikke noget, at lave, hvilket sikkert er en fællesnævner for samtlige lufthavne jeg nogensinde har spildt min tid i.
Men velankommet til Kastrup lufthavn efter planen kl. 07:55 i morges, og det er noget nærmest poetisk smukt ved, at være tilbage et sted, hvor pigerne taler dansk og alle andre svensk. Hvor er det dejligt at være i Danmark igen (bare roligt, det går over om en uges tid, når jeg har fattet at vejret ikke bliver varmere og dagene ikke bliver længere).
Men jeg kigger tilbage på mit ophold hos Legacy Gym med en god smag i munden. Jeg har været ude og se en lille bid af verden i en måned, men kunne sagtens bruge en måned til. Eller to måneder til for den sags skyld, hvis blot det ikke havde betydet, at der ville begynde at gå alt, alt, alt for meget hverdag i den, at stå op, træne, spise, sove, træne og sove noget mere, og så ellers starte forfra igen, de følgende 5 dage. Men jeg har oplevet og prøvet en masse (hvor mange kan lige sige, at de har siddet i fængsel i Thailand for pengehvidvask??), fået en masse nye indtryk og fortryder ikke et sekund, at jeg tog af sted og kunne sagtens finde på at gøre det igen. Jeg har også fundet ud af, at jeg sikkert aldrig bliver elite-fighter, der er bare for mange kompromiser; hvad man spiser, hvad man drikker, ens træning bliver en hverdagsting, et arbejde i stedet for en interesse, selvfølgelig er det fantastisk, hvis man brænder SÅ meget for sin sport, at man ikke har noget imod at den bliver hverdag, nine to five, men for mig, skal min træning være der, hvor jeg glemmer mit nine to five-job. Det har funket for mig i en måned, men som jeg også har skrevet tidligere så kom det også bag på mig, at jeg ikke ville kunne holde gejsten oppe i to hele måneder. Ikke lige nu i hvert fald. Måske og et år eller to, til den tid har jeg planer om at træne MMA på en fast basis som jeg træner jiujitsu nu, og til den tid har jeg opbygget en bedre viden om systemet og bedre præmisser for, at gentage et træningsophold i fx Thailand over en længere periode end en måned. Jeg må vel bare se tiden an.
Nu ser jeg blot frem til, at komme hjem til Hjørring, få et bad og hilse på min familie og venner igen.